Hvis børn og unge ikke lærer, hvordan videnskabelige resultater bliver til, bliver det meget lettere at afvise viden, som ikke er rar eller passer ind i deres egen personlige forståelse.
Ekstreme hedebølger, luftforurening og skovbrande er eksempler på konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer. (Foto: Pixabay)
Dette debatindlæg blev publiceret i Information 10. august 2023.
Menneskeskabte klimaforandringer er en hoax! Klimaet har altid ændret sig! Der er ingen klimakrise!
Den offentlige debat er fyldt med udsagn, der enten er ordret som eller variationer over ovenstående tre. Det sker, alt imens det i øjeblikket strømmer ud med overskrifter om nogle af de afledte effekter af den globale opvarmning, som vi mennesker først og fremmest har os selv at takke for:
Ekstreme hedebølger i store dele af USA, Sydeuropa og Kina, som ville have været stort set umulige uden menneskeskabte klimaforandringer, samt et snarligt kollaps af afgørende havstrømme i Atlanterhavet og en iskappe i Antarktis, som mangler et stykke havis på størrelse med Argentina. Bare for at nævne nogle få af de knap så opløftende nyheder. Det er skræmmende læsning, og det er vel i bund og grund menneskeligt, at den umiddelbare reaktion er en fornægtelse af fakta.
Folk, der affejer videnskaben, med henvisning til at der »også er sket store ændringer i klimaet før i tiden«, at det »nok ikke er så slemt endda«, eller at andre ’eksperter’ mener at vide, at det slet ikke hænger sådan sammen. Ofte oplever vi endda en tendens til at pege på, at der nok er nogen, der har betalt for, at de videnskabelige resultater ser ud, som de gør.
Forståeligt, for hvem har egentlig lyst til at tro på, at menneskeskabte klimaforandringer er i gang med at skabe uoprettelig skade på planeten og skubbe os i retning af såkaldte tipping points, som får klimaet til at løbe løbsk?
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: De unge skal ikke være glade hele tiden, de skal redde verden
Viden er ikke et synspunkt
Men denne slags udsagn er ikke blot affejende. De er også ekstremt ødelæggende for den demokratiske samtale, som risikerer at blive afsporet af holdninger, som i bund og grund er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden og ikke har noget fast vidensgrundlag at stå på. Viden er i vores optik ikke et synspunkt.
Samtidig er det – tror vi – et symptom på, at alt for mange mennesker aldrig har fået en grundlæggende forståelse for den videnskabelige metode med sig fra barnsben og derfor aldrig lært at forstå eller afkode videnskaben, der ligger bag. Det er en stor samfundsmæssig opgave, som vi ikke er kommet i mål med.
Hvis man for eksempel ikke ved, hvordan videnskabelige resultater bliver til, hvilke krav der stilles til metoden bag, eller hvilken kværn af kritiske spørgsmål forskning skal igennem for at blive udgivet i et anerkendt tidsskrift, bliver det meget lettere at forfalde til at afvise viden, som ikke er rar eller passer ind i ens egen kognitive bias.
Netop derfor er det vores pligt som samfund at gøre langt mere ud af at klæde børn og unge på til at forstå den videnskabelige metode og derved lære dem at tænke kritisk. Med en grundlæggende dannelse inden for naturvidenskab bliver det langt nemmere at gennemskue, hvad der for eksempel er op og ned i en kompleks debat som den om klimaet.
En dannelse, vi som samfund skylder at udstyre fremtidens generationer med ved hjælp af alle de redskaber og kanaler, vi har til rådighed.
Artiklen er forfattet af hhv. Anja C. Andersen, professor ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, Stinus Lindgreen, folketingsmedlem for De Radikale og tidl. forsker og Charlotte Price Hoffmann, kommunikationschef i Videnskabsklubben og tidl. videnskabsjournalist.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Alt for mange børn oplever, at naturvidenskaben er lukket land
I skolen, fritidstilbuddet og derhjemme
Det gælder selvfølgelig i undervisningen i skolen, hvor for eksempel kildekritik bør fylde endnu mere. Men det gælder også i fritidstilbud, der – som det for eksempel er tilfældet i Videnskabsklubben, som vi repræsenterer – kan hjælpe børn og unge med at opnå en dybere forståelse af den videnskabelige metode ved selv at prøve kræfter med den.
Alle kan få fornemmelsen af, hvad forskning går ud på, ved for eksempel at udføre et forsøg på baggrund af en hypotese, man selv har opstillet, prøve sig systematisk frem og lære at stille kritiske spørgsmål og argumentere for, hvad et datasæt reelt kan vise – og lige så vigtigt, hvad det ikke kan.
Sidst, men ikke mindst, gælder det i høj grad også i hjemmet, hvor forældre og bedsteforældre udgør en afgørende gatekeeperfunktion til, hvilken viden man som barn og ung bliver udsat for, samt hvor alvorligt man skal tage den. Vi kan ikke styre, hvilken (mis)information børn og unge møder på diverse sociale medier, men vi kan klæde dem på til at blive oplyste samfundsborgere, som danner deres egne holdninger ud fra et kvalificeret grundlag.
Det skylder vi. Særligt med tanke på, hvad det er for en verden, vi er i gang med at overdrage til dem.