Vi tænker tit, at mennesker primært kommunikerer ved at tale med hinanden, men faktisk er størstedelen af vores kommunikation kropssprog. For eksempel er det svært at lade være med at smile, hvis du er glad, og du kan rynke brynene, hvis du ikke forstår noget.
Det samme gælder for de store menneskeaber. Musklerne i chimpansernes ansigt ligner endda vores, så de kan lave ansigtsudtryk, der minder om vores ansigtsudtryk. Men de betyder ikke altid det samme, som menneskers ansigtsudtryk gør.
Primaterne bruger lyde og kropssprog til at kommunikere med hinanden. Menneskeaberne er vores nærmeste slægtninge blandt primaterne, og de har mange flere ”kommunikationsudtryk” end andre dyr: De kan lave lyde, gestikulere, ændre kropsholdning og lave ansigtsudtryk for at fortælle andre, hvad de tænker og føler.
Prøv quizzen og se, om du kan gætte, hvad abernes ansigtsudtryk betyder. Du kan samtidig tænke over, hvordan abernes udtryk adskiller sig fra vores.
Aktiviteten er en del af Videnskabsklubbens forløb Primatologi.
Gæt en abegrimasse
Tip
Mennesker smiler ved at vise deres tænder, men når chimpanserne laver samme udtryk, betyder det, at de er bange.
Når chimpanserne er glade eller leger, laver de i stedet et ”legeudtryk”:
De åbner munden og dækker tænderne i overmunden med overlæben, så man kun kan se lidt af tænderne i undermunden.
Prøv selv at lave et legeudtryk!