I denne aktivitet skal du lave et herbarium. Et herbarium er en samling af pressede og tørrede blade. Normalt krøller blade sammen og visner, når de er blevet plukket, men ved at tørre og presse dem kan man bevare dem længere.
Først skal du finde blade, du gerne vil tørre. Du kan gå ud i din baghave eller et grønt område og plukke blade fra forskellige træer. Pluk 2-3 blade fra hvert træ. Du kan også tage billeder af træerne, så du kan huske, hvordan de ser ud. Husk at være forsigtig, når du plukker blade, så træet ikke tager skade.
Når du kommer hjem igen, kan du bruge bestemmelsesnøglen i boksen til højre til at finde ud af, hvilke træer bladene er kommet fra. Du kan lave et herbariekort til hvert blad. Et herbariekort er et lille stykke papir, hvor du skriver arten ned og eventuelt også dato og findested til hvert af de blade, du gerne vil presse.
Nu skal du i gang med at tørre bladene. I videoen kan du se, hvordan man gør med en rigtig bladpresse – men du kan også sagtens lave en bladpresse derhjemme med en tung bog.
Aktiviteten er en del af Videnskabsklubbens forløb Biodiversitet.
Herunder får du en gennemgang af forsøget.
Du skal bruge:
- 1-2 tunge bøger
- Avispapir
- Almindeligt papir
- Blyant eller kuglepen
- Evt. zipposer eller plastiklommer
Bestemmelsesnøgle til træer
Du kan bruge PDF’en herunder til at finde ud af, hvilket træ dit blad kommer fra.
Bestemmelsesnøglen indeholder de mest almindelige træarter i Danmark, men der findes selvfølgelig mange flere arter. Hvis du ikke kan bestemme arten, kan du skrive “ukendt” på herbariekortet eller forsøge at slå det op på nettet.
Lav din egen bladpresse med bøger
Når du bruger en bog, gør du på samme måde som i den almindelige bladpresse:
- Udvælg det pæneste blad fra hver art, du har fundet.
- Læg hvert blad glattet ud med sit herbariumkort mellem to stykker avispapir
- Læg avispapiret med bladet ind i bogen.
- Placer dine blade mellem forskellige sider i bogen
- Læg din bog et tørt sted med god luftcirkulation.
- Hvis din bog ikke er tung nok til at glatte bladene helt ud, kan du lægge en bog mere ovenpå.
- Det kan tage op til 14 dage, før bladene er helt udtørrede.
- Når du tager bladene ud igen, skal du være meget forsigtig, for de går nemt i stykker, når de er tørre.
- Du kan lægge de tørrede blade med deres herbariekort i hver sin zippose, plastiklomme eller lignende. Nu har du dit helt eget herbarium!
Har du lyst til at dele dit herbarium med os? Læg gerne et billede op på Instagram eller Facebook og husk at tagge os, så vi kan se det!