Diskussionen af karakterskalaen bør føre til en gennemgribende revurdering af, hvordan vi i det hele taget bruger karaktererne – og hvornår, lyder det i dette debatindlæg, som er skrevet af Videnskabsklubbens direktør Rikke Schmidt Kjærgaard og rektor på Virum Gymnasium Mette Kynemund.
Vi har fået skabt en usund præstationskultur blandt unge, som ikke kan løses blot ved at ændre tallene på karakterskalaen, skriver de to debattører. (Foto: Grafik af Luna Uhrskov Jacobsen / Canva)
Dette debatindlæg blev oprindeligt publiceret hos Politiken 4. september 2024.
Over sommeren har det været heftigt diskuteret, om vi skal holde fast i den udskældte syvtrinsskala, eller om der skal nye boller på suppen. Både lærere og studerende har meldt sig under fanerne som modstandere af skalaen, og Danmarks Lærerforening har bl.a. kritiseret den for at have fokus på elevens mangler.
Sidst vi ændrede karakterskalaen var i 2007, og selvom det kan lyde af mange år, er det relativt få set i et større billede. Inden da var skalaen nemlig ikke blevet lavet om siden 1963.
LÆS OGSÅ: Debat: Vi skal turde tale om, hvad folkeskolen ikke skal løfte
De unge føler, at de er til eksamen
Måske tyder behovet for at ændre skalaen – igen – på, at der er noget mere grundlæggende galt? For os at se har karaktererne fået lov at fylde alt for meget, alt for længe med det resultat, at vi presser vores børn og unge ind i en præstationskultur, som giver dem følelsen af alt for ofte at være til eksamen og aldrig helt være gode nok.
Vi møder og taler begge med mange børn og unge, som til daglig opererer inden for den skole- og uddannelsesverden, vi har skabt til dem. Det er en verden, hvor de og deres forældre oplever, at karakterer betyder utrolig meget. For meget.
Især for de unge gymnasieelever lader det til at veje tungt, hvilke karakterer der ender med at stå på eksamensbeviset. Mange af dem oplever fejlagtigt, at det definerer deres videre muligheder i livet og dermed også deres selvopfattelse – med effekt langt ud i fremtiden.
I nogle tilfælde har de unge slet ikke taget stilling til, hvilket studie der egentlig er det rette for dem. De holder alle døre åbne og forfølger det bedste snit. De ræser afsted for at leve op til de idealer, vi har stillet op for dem.
LÆS OGSÅ: Debat: Skolen svigter elevernes naturlige nysgerrighed
Det er ikke nok at ændre tallene
Det er efter vores mening ikke nok kun at ændre tallene fundamentalt i karakterskalaen, som for eksempel SF flere gange har fremsat forslag om.
Vi er i endnu højere grad også nødt til at kigge på, hvordan vi anvender karaktererne.
Hvornår vi anvender dem. Om vi skal lade være med at anvende dem så meget som i dag.
Det starter allerede i folkeskolen, hvor vi har ladet karaktererne fylde alt for meget og har glemt, at der er andre måder at gøre det på. I Sverige, Island og Finland findes eksamen slet ikke i grundskolen.
De unge har i vores optik brug for, at vi skaber rum for dem, hvor de kan være nysgerrige og lære, øve sig uden bedømmelse og blive dygtige til fagene uden hele tiden at føle sig målt og vejet.
Hvor de kan trække på deres lærer og bruge ham eller hende som katalysator og inspirator for læring, udvikling og mestring, frem for som gatekeeper på en god eller dårlig karakter. Karakterer kan motivere i nogen udstrækning, men kan også være et enormt pres for den enkelte.
LÆS OGSÅ: Debat: Stop med at bashe de private fonde – vi har brug for dem
Fjern unødvendige karakterer
Vi foreslår derfor, at vi tager en kritisk gennemgang af hele vores uddannelsessektor og vurderer, hvornår karakterer er dødsensnødvendige, og hvornår de kan undværes.
Det kan passende være i forbindelse med den proces om en ny ungdomsuddannelse, som Mattias Tesfaye for nylig igangsatte på det traditionsrige Sorømøde.
En ny ungdomsuddannelse lægger netop op til samtaler om nye adgangskrav samt en diskussion af, hvordan adgangskravene til både ungdoms- og videregående uddannelser kan presse eleverne i stedet for at have fokus på læring og mestring i såvel folkeskolen som på ungdomsuddannelserne.
Vi håber, at der som minimum bliver sat spørgsmålstegn ved følgende:
- Skal der egentlig både være afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) og eksamenskarakterer?
- Skal der både være en skriftlig og en mundtlig karakter, eller giver det bedre mening med en enhedskarakter?
- Vil nysgerrighed, evnen til at holde fokus og koncentration, kreativitet og selvstændighed ikke være vigtige kompetencer fremover – og kan du give karakter for det?
- Giver vi karakterer for at måle dygtighed og klogskab, eller for at nogle skiftende studiers popularitet kan rangeres – og er karakteren dermed “blot” et sorteringsredskab?
Lad os lytte til de unge og give dem plads til at lytte til sig selv, være nysgerrige og oprigtigt undersøgende. Karakterræset har taget overhånd, og vi er nødt til at trække i håndbremsen nu.
LÆS OGSÅ: Debat: Kære Mattias Tesfaye, giv os en ny naturvidenskabsstrategi