Nu kan du se, hvornår Videnskabsklub for familier bliver afholdt i 2024 og løbende følge med i, hvor der er ledige pladser til årets arrangementer. Artiklen opdateres.

Miniforskere i familieklub om primatologi 2023

Videnskabsklub for familier er et unikt tilbud til børn og deres familier, som får chancen for at gå på opdagelse i naturvidenskaben sammen. (Foto: Luna Jacobsen)

Denne artikel er sidst opdateret mandag 17. juni 2024.

Datoerne for Videnskabsklub for familier 2024 ligger nu fast!

Fra midt januar til juni kan du og dine børn bruge en eftermiddag sammen på at prøve kræfter med en perlerække af naturvidenskabelige forsøg og aktiviteter, som er særligt sammensat til formålet.

Familieklubberne blev for første gang udrullet i 6 danske byer i 2022, og som forventet viste konceptet sig hurtigt at være en stor succes. I 2023 nåede familieklubberne ud til i alt 18 byer, lige fra Skagen til Nørrebro, Vejle, Gellerup, Sønderborg, Odense og Holbæk, og flere steder var der lange ventelister. I 2024 gør vi det igen!

Du kan se alle datoerne for årets arrangementer i listen længere nede eller ved at trykke på tilmeldingsknappen her:

I Jylland afholdes familieklubberne på følgende datoer:

13. januar – Risskov, Aarhus (afholdt)
20. januar – Åby, Aarhus (afholdt)
27. januar – Viby, Aarhus (afholdt)
3. februar – Dokk1, Aarhus (afholdt)
10. februar – Dokk1, Aarhus (afholdt)
24. februar – Gellerup, Aarhus (afholdt)
9. marts – Højbjerg, Aarhus (afholdt)
23. marts – Skive (afholdt)
6. april – Horsens (afholdt)
20. april – Aalborg (afholdt)
4. maj – Aars (afholdt)
18. maj – Skanderborg (afholdt)
1. juni – Hedensted (afholdt)
15. juni – Odder (afholdt)

På Sjælland og Fyn afholdes familieklubberne på følgende datoer:

10. februar – Holbæk (afholdt)
24. februar – Nørrebro (afholdt)
2. marts – Nørrebro (afholdt)
9. marts – Allerød (afholdt)
16. marts – Taastrup (afholdt)
23. marts – Gørlev (afholdt)
6. april – Hedehusene (afholdt)
13. april – Holbæk (afholdt)
20. april – Allerød (afholdt)
27. april – Odense (afholdt)
4. maj – Gentofte (afholdt)
11. maj – Gentofte (afholdt)
18. maj – Gladsaxe (afholdt)
25. maj – Gladsaxe (afholdt)

9 ud af 10 får lyst til flere naturvidenskabelige oplevelser
Udover den store interesse for at deltage har evalueringerne fra familieklubberne desuden vist, at konceptet har stor gennemslagskraft hos deltagerne:

95% af de børn, der deltager, erklærer sig enig i, at det har været sjovt, mens 90% svarer ja til at have lært noget nyt om naturvidenskabelige emner.

Det samme gør sig gældende for 94% af de voksne, mens 90% var helt eller lidt enige i udsagnet ”Jeg har fået lyst til flere naturvidenskabelige oplevelser sammen med barnet/børnene i min familie”.

Videnskabsklub for familier er økonomisk støttet af VILLUM FONDEN, og evalueringen er gennemført af Rambøll.

LÆS OGSÅ: Eftertragtede familieklubber trækker lange ventelister

Workshops for hele familien
I Videnskabsklub for familier får børn og voksne chancen for at være små forskerhold for en dag og arbejde med sjove eksperimenter og øvelser, mens de i løbet af en eftermiddag fordyber sig i et af de naturvidenskabelige emner fra Videnskabsklubbens univers.

Familieklubberne afholdes altid i weekenden på biblioteker eller lignende. De er formet som workshops á cirka 2,5 timers varighed.

Emnerne for familieklubberne i 2024 bliver primatologi – læren om aber, menneskeaber og evolution – samt biodiversitet, mikrobiologi og kemi, og aktiviteterne er hentet fra Videnskabsklubbens regulære forløb, som er udarbejdet af forskere og professionelle videnskabsformidlere.

I familieklubberne skal familien i fællesskab stille spørgsmål, undersøge og blive klogere på den verden, vi lever i. Hele familien er velkommen.

LÆS OGSÅ: Nu kan hele familien gå til videnskab

LÆS OGSÅ: Børn og forældre fordybede sig i videnskab i den første familieklub

LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Børns interesse for naturfag skal (også) plejes i fritiden

Fakta

I Videnskabsklub for familier får børn og voksne mulighed for sammen at fordybe sig i et naturvidenskabeligt emne. Alle deltagere skal prøve at være forskere og arbejde med sjove eksperimenter og øvelser.

Vi skal stille spørgsmål, undersøge og sammen blive klogere på den verden, vi lever i. Aktiviteterne er primært rettet mod børn fra 8 til 12 år, men hele familien er velkommen – også yngre og ældre søskende. Alle børn skal dog ledsages af mindst én voksen.

Underviserne er unge, som selv er passionerede for naturvidenskaben, og som tidligere har været frivillige mentorer i Videnskabsklubben.

Forløbene er udarbejdet af forskere og professionelle videnskabsformidlere. De kommende år bliver konceptet udrullet i mange byer, takket være en flot bevilling fra VILLUM FONDEN.