Der flyder masser af rumaffald rundt i kredsløb om Jorden. Men hvorfor genanvender vi ikke bare de døde satellitter, lyder en undren fra 10-årige Elliot.

Elliot_døde satellitter

Elliot har stillet et klogt spørgsmål om døde satellitter til Spørg Videnskaben, som er en artikelserie på Videnskab.dk. (Screendump fra video)

Du kan ikke lige se det med det blotte øje, men ude i rummet kredser døde satellitter og rumaffald i stor stil rundt om Jorden.

Derfor har miniforsker Elliot taget fat i Videnskab.dk’s brevkasse Spørg Videnskaben for at få svar på, hvorfor man ikke sender døde satellitter og anden menneskeskabt skrot tilbage til Jorden for at genanvende materialerne til nye satellitter.

Svaret er bragt i en artikel hos Videnskab.dk som en del af serien Spørg Videnskaben, og Videnskabsklubben har fået lov at bringe artiklen i en kort version her. Du kan læse den fulde version her.

Små stykker affald kan gøre stor skade

I takt med, at der i de seneste år er blevet sendt flere satellitter ud i rummet, har mængden af rumaffald været voldsomt stigende.

Ifølge Det Europæiske Rumagentur er der pr. 6. december 2023 cirka 2.500 døde satellitter i kredsløb om Jorden.

Samtidig er der 130 millioner stykker rumaffald mellem 0,1-1 centimeter, en million stykker rumaffald mellem 1-10 centimeter og 36.500 stykker rumaffald over 10 centimeter.

Men selv meget små stykker rumaffald kan gøre stor skade på funktionsdygtige satellitter og rumstationer. Det er, fordi den gennemsnitlige kollisionshastighed er på 9 km/s. Det svarer til 32.400 km/t.

LÆS OGSÅ: 9-årige Valdemar: Hvad består Jordens ældste mineral af?

“Det er simpelthen for besværligt”

For at besvare Elliots spørgsmål har Videnskab.dk talt med astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space, Michael Linden-Vørnle. Da han får spørgsmålet, svarer han prompte:

»Det gør man ikke, for det kan ikke betale sig. Det er simpelthen for besværligt, og det vil kun gøre problemet større.«

Hvis man skulle hente en død satellit ned fra rummet, ville raketten, der skulle bruges til at hente satellitten, blot skabe endnu mere rumaffald. Eller ‘rumskrot’, som astrofysikeren kalder det.

»I raketter sidder der sprængladninger, der blandt andet bruges til at adskille rakettrin. Under en raketopsendelse vil der derfor blive produceret rumskrot. Det er sådan, raketterne er designet, så det er ikke en fejl. Men det skaber altså mere rumskrot,« forklarer Michael Linden-Vørnle og tilføjer:

»Alt, der sendes op i rummet, er egentlig potentielt skrot.«

Sagt med andre ord vil det være skruen uden ende, hvis man skulle sende satellitterne ned til Jorden for at genanvende dem. Genanvendelsesprocessen vil simpelthen blot bidrage til mere rumaffald.

LÆS OGSÅ: Mio og Mikkel: Hvordan kan grundstoffer være ‘kunstige’?

Rumskrot og nedskydninger af satellitter

Det er ikke kun raketter, der skaber rumaffald. Det samme gør satellitter, når de rammes af andre objekter i rummet. Hvis de bliver ramt, kan der falde materiale af dem, og det skaber affald.

Kina og Rusland har for eksempel flere gange nedskudt deres egne satellitter i kredsløb om Jorden med missiler, der blev affyret fra Jorden. Formålet var at demonstrere, at man er i stand til at nedskyde modstanderens satellitter i tilfælde af krig, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Fragmenterne fra både den kinesiske og russiske nedskydning er stadig et stort problem.

Alt sammen bidrager det til en øget mængde rumskrot, der i værste fald kan gøre skade på funktionsdygtige satellitter og rumstationer.

Derfor synes astrofysikeren Michael Linden-Vørnle, at det er en rigtig god idé at fokusere mere på genanvendelse af døde satellitter og rumaffald. Det skal bare ikke ske på Jorden, pointerer han.

Du kan læse resten af artiklen hos Videnskab.dk

Stiller dit barn også mange nysgerrige spørgsmål? Har I lyst til at sende nogle af dem ind til Spørg Videnskaben og læse svaret fra en forsker på Videnskab.dk? Så send en mail til os her.

Portrætserie: Mød en miniforsker

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de miniforskere, som det hele handler om. Hvad har de fået ud af at være med i Videnskabsklubben? Hvad synes de var sjovest? Hvad har det gjort for deres interesse for naturvidenskab?

Du får portrætterne direkte i indbakken, når du tilmelder dig vores nyhedsbrev.

Læs flere portrætter