I uge 42 kan du og din familie varme op til Videnskabsklubben med sjove og naturvidenskabelige aktiviteter i hele landet. Her får du et overblik over nogle af de bedste.
Du behøver hverken gå ned på aktiviteter, naturvidenskab eller hygge i efterårsferie. (Foto: Lars Svankjær)
Hvis du følger Videnskabsklubben lidt på sidelinjen, er der en god chance for, at dit barn er nysgerrigt og elsker at have det sjovt med naturvidenskab.
Heldigvis er der sjove, naturvidenskabelige aktiviteter til jeres familie i efterårsferien inden for rækkevidde, nærmest uanset hvor i landet I bor.
Vi har samlet nogle af de bedste her – kender du et godt arrangement, vi ikke har med, så skriv det meget gerne til os, og så føjer vi det til listen.
København og Omegn
Experimentarium, Hellerup
Trænger I til lys i det tiltagende efterårsmørke? Så tag ind på Experimentariet og oplev lyslabyrinten. Her kan I spille melodier på laserharpen og lære om fysikken bag lys.
Planetarium, København
Planetarium viser film hele efterårsferien om alt fra Jordens historie til solsystemet til alle de fænomener i verden, som vi ikke kan se med det blotte øje.
Den Blå Planet, København
Hele efterårsferien kan I opleve dissekeringer af blæksprutter, fodring af tropiske fisk, samt særudstillingen “Havet for længe siden”.
Statens Naturhistoriske Museum, København
På museet kan I undersøge og quizze om kranier og tænder, opleve udstillingen “Vilde Vidunderlige Verden” eller besøge Sommerfuglehuset.Læs mere her
Medicinsk Museion, København
Besøg Medicinsk Museions udstillinger som f.eks. ‘Det Indsamlede Menneske’ om fostre, celler, skeletter og DNA.
Naturcenter Amager Strand
Naturcenteret tilbyder flere fede oplevelser i efterårsferien. I kan bl.a. lave jeres egen drage. I kan også tage med på stenworkshop og undersøge, hvordan sten ser ud indeni, og hvor de kommer fra.
Dragedag i efterårsferien
Workshop: Tag med på stenjagt
Zoologisk Have, Valby
Zoologisk Have byder på sjove oplevelser hele efterårsferien. Zoolab har f.eks. åbent hver eneste dag, hvor I kan komme helt tæt på en masse små krible-krable dyr som myrer og vandrende pinde.
Kroppedal Museum, Taastrup
Kom til en aften om universet i børnehøjde og hør om galakser, måner, stjerner og Universitets opståen 16. oktober på Kroppedal Museum.
Sjælland
Danmarks Tekniske Museum, Helsingør
Hele ugen i efterårsferien er der gratis rundvisninger på museet (mod entrébillet) i de forskellige udstillinger om fly, rumfart og raketter.
Observatoriet, Brorfelde
Tag på jagt efter mikrometeoritter, se Danmarks største teleskop og besøg udstillingerne på Observatoriet i Brorfelde hele efterårsferien allerede fra 12. oktober.
Boserupgård Naturcenter, Roskilde
Tag på fugletur og -workshop i skoven 14. og 15. oktober med Boserupgård Naturcenter. Lær om fugle og hvordan vi kan hjælpe dem – blandt andet i vores egen have.
Dark Sky Park Møn og Nyord, Stege
Dark Sky Park er et af de mørkeste steder i Danmark. Her kan I opleve stjerneregn med både Draconiderne med op med 10 stjerneskud /t og Orioniderne, som kan vise op mod 20 stjerneskud /t.
Geocenter Møns Klint, Borre
Oplev guidet fossiljagt på stranden eller se den nye flotte udstilling om biodiversitet på Geocenter Møns Klint i efterårsferien.
Østsjællands Museum, Geomuseum Faxe
Tag på fossiljagt i Faxe Kalkbud hver eneste dag i efterårsferien med Geomuseum Faxe. Prisen inkluderer leje af hammer og mejsel, og I må tage jeres fund med hjem.
Stevns Klint Experience, Rødvig Stevns
Hos Stevns Klint Experience kan I lære om den store masseuddøen for 66 millioner år siden gennem fossiler, digitale spil, dinosaurskeletter, meteoritter og kalkblokke.
Øens Dyr, Vordingborg
Tag på besøg i minizooen ‘Øens Dyr’ drevet af frivillige. Her kan I bl.a. se slanger og klappe lamaer og kaniner. Bagefter tilbyder Øens Dyr mulighed for snobrød og bålhygge.
Guldborgsundbibliotekerne, Nykøbing Falster
Byg jeres egen robot af gammelt legetøj og skrammel. Arrangementet er gratis og ender ud i en sumobrydningsdyst mellem robotterne.
Maribo Bibliotek, Maribo
Vær med til en genbrugsworkshop 18. oktober, hvor I lærer at skille gamle ting ad såsom radioer, højtalere og maskiner – og bygge det om til noget helt andet.
Knuthenborg Safaripark, Maribo
Tag i Knuthenborg Safaripark og se tigerskoven, girafferne og kamelerne – eller besøg den helt nye evolutionsudstilling og se ægte, unikke skeletter fra dinosaurer og fortidsdyr.
Anneberg Kulturpark, Nykøbing Sjælland
Tag med på arkæologisk ekspedition og prøv at gå med en metaldetektor, ‘solde’ jord eller grave efter fund i en sandkasse 16. oktober i kulturparken.
Fyn
Naturama, Svendborg
Naturama i Svendborg byder hele efterårsferien på et væld af oplevelser. Lær om havens planter og økosystemer, tag på dinovandring eller få artsbestemt din bamse af bamsezoologerne.
Odense Zoo
Odense Zoo tilbyder et hav af oplevelser i efterårsferien, bl.a. uhyggelige fortællinger om udryddede arter, en masse dyrefodringer – og det er vist også noget med nogle skøre hekse i haven…
Langeland Bibliotek, Rudkøbing
Skab jeres egen magiske havbund og akvarium i et genbrugt syltetøjsglas og hør en biolog fortælle om spændende havdyr på Langeland Bibliotek 14. oktober.
Middelfart Bibliotek
Prøv selv at arbejde som palæontologer i de forskellige værksteder, rør ved dinosaur-æg og knogler og bliv meget klogere på dinosaurer på Middelfart Bibliotek 15. oktober.
Sydjylland
Danfoss Universe, Nordborg
Bliv klogere på rumteknologi, prøv at kæmpe mod en storm og oplev Universet ‘after dark’ hos Danfoss Universe.
Økolariet, Vejle
Efterårsferien i Økolariet byder på oplevelser, hvor vi lærer at hjælpe hinanden. For eksempel kan I lære om krible krable-dyr og svampe i naturen, og hvordan man styrer vandstigninger.
Zootopia Givskud, Give
Nå at opleve Zootopias mange tilbud, inden de lukker for sæsonen. I kan besøge dyrene i haven, opleve dinosaurparken eller besøge nogle af deres særudstillinger om plastik eller biodiversitet.
Hjarteværket, Kolding
Oplev dagen ‘vild med vand’ hos Hjarteværket i Kolding 19. oktober. Kan vand skyde? Kan det lave en implosion på 21 ton?
Billund Bibliotek
Tag med naturvejledere og find krible-krable dyr under efterårsbladene 16. oktober – og vær med til at lave uhyggelige skovvæsner af naturmaterialer.
Fredericia Bibliotek
Lav jeres egen slim og modellervoks på Fredericia Bibliotek 16. oktober – og tag det med hjem bagefter!
Vadehavscentret, Ribe
Udforsk Vadehavets dyreliv i Nationalpark Vadehavet 16. oktober. Bliv en vaskeægte sea explorer og undersøg dyrene helt tæt på med stereolup.
Sønderskoven, Vejle
Tag på opdagelse i svampenes verden og lær om skovens spændende svampeliv med hele familien. Undervejs på turen kan I finde spiselige svampe som f.eks. Karl Johan, kantarel og Trompetsvamp.
Østjylland
Skandinavisk Dyrepark, Kolind
Hele efterårsferien har Skandinavisk Dyrepark gratis entré for børn. Oplev kæmpe edderkopper og vilde rovdyrfodringer, samt den generelle stemning i parken, der er pyntet op til høstfest.
Horsens Bibliotek
Kom til dinosaurværksted 17. oktober og hug dinofossiler ud med mejsel, lup og renseværktøj, mens dinosaurjæger Steen fortæller om sine oplevelser i Portugal og Argentina.
Kattegatcentret, Grenaa
Overnat med hajerne 16. eller 17. oktober i Kattegatcentret. I hører også om hajernes liv, dissekerer blæksprutter, der bruges som foder til de store hajer, og håndfodrer også andre hajer og dyr i udstillingen.
Museum Østjylland, Randers
Lav jeres eget terrarium til vilde planter 15. oktober. Det bliver til et lille økosystem, som I kun skal vande én gang om året. I museets særudstilling om insekter kommer I
Kulturhuset Skanderborg
Kig forbi Sløngelsalen i Kulturhuset Skanderborg 14. oktober, når Thea Larsen fra Naturens Børn viser og fortæller om nogle af de mange spændende dyr i den danske natur.
Hovedbiblioteket, Aarhus
Byg jeres egen LEGO-robot 14. oktober og lær at styre den med simpel blokprogrammering på en iPad. I kan prøve at programmere både sensorer, lyd, lys og bevægelser.
Norddjurs Biblioteker, Grenaa
Hvorfor siger man, at ugler er så kloge? Hvad spiser de, hvor store er de største ugler og hvor små er de mindste? UgleRiget besøger Norddjurs Biblioteker 14. oktober.
Åby Bibliotek, Åbyhøj
Marianne holder congosnegle og kommer forbi med sit terrarie for at fortælle alt, hvad hun ved om sneglenes vaner, æg, mad osv. Man kan bare møde op. Det er 14. oktober.
Naturhistorisk Museum, Aarhus
Gå på jagt efter krible-krable-dyr, se naturshow eller tag på en rumrejse på Naturhistorisk Museum Aarhus i løbet af efterårsferien.
STENO Gaslab, Aarhus C
Denne efterårsferie sætter STENO Gaslab fokus på de gasser, der omgiver os i hverdagen. Følg f.eks. pruttens vej gennem tarmsystemet eller undersøg, hvad der er den rette mængde CO2 i atmosfæren.
Randers Regnskov
Randers Regnskov holder åbent kl. 10-17 hver dag i efterårsferien. Oplev autentiske jungleeventyr, hvor I kommer helt tæt på det mageløse dyreliv til hygge og leg under åben himmel.
Midtvestjylland
Fiskeriets Hus – Museum og Akvarium, Hvide Sande
I perioden frem til 1. november, kan I hver tirsdag og fredag kl. 15.30 være med til at fodre fiskene i Fiskeriets Hus. I klappebassinet er det også muligt at komme helt tæt på og røre flere forskellige fisk.
Viborg Museum
Besøg en arkæologisk udgravning med en ægte arkæolog 14. eller 15. oktober. Træd i arkæologens fodspor i udgravningen af den gamle kirkegård og lær om de fascinerende fund.
Naturskolen, Viborg
Naturvejlederen er i og uden for Jægerhytten i Hjermind Skov og går sammen med jer på opdagelse i naturens spændende verden 12. oktober.
Jyllands Akvariet, Thyborøn
Vær med til at fodre hajer, røre ved fiskene i rørebassinerne og oplev Jyllandsakvariets “hajfødeklinik’, hvor I kan se rødhajens udvikling fra æg til haj.
Hovedbiblioteket i Viborg
Emil (kendt fra You Tube og Store NØRD) er klar med et nyt scienceshow 14. oktober på Viborg Hovedbibliotek, som også indeholder en spektakulær papirflyaffyringsmaskine.
Naturkraft, Ringkøbing
Tag på ekspeditioner om vindkraft, prøv klimaspillet, oplev natureventyr eller se filmen om 12 måneder i den danske natur hos Naturkraft i Ringkøbing.
Nordjylland
Utzon Center, Aalborg
Utzon Center byder både på workshop med LEGO, Minecraft og virtual reality, samt en myceliumworkshop om at bruge svampe som byggemateriale.
UTZONS UNIVERS: Workshop med Lego, Minecraft og virtual reality
Utzon Arki-Lab: Efterårsferie i svampens tegn
Naturhistorisk Museum – Skagen Naturcenter
Museet tilbyder både introduktion til sten dannet i vulkaner, en tur i Råbjerg Mile med mulighed for at møde traner, strandtudser og sjældne kødædende planter, samt dissektion af en haj.
Vulkanske sten på Skagens strande
Tur i Råbjerg Mile
Dissektion af haj
Hasseris Bibliotek, Aalborg
På Hasseris Bibliotek kan du 16. oktober møde vaskeægte levende slanger og høre to eksperter fortælle en masse om slanger.
Gasmuseet, Hobro
I efterårsferien på Gasmuseet i Hobro kan du lære, hvordan gas og energi har forandret vores liv igennem de sidste 150 år og gå på opdagelse i et vaskeægte skatkammer med alt fra de første gaslamper til den nyeste energiforsyning.
Fossil- og Molermuseet, Mors
Tag på guidede fossiljagter hele efterårsferien med museets dygtige guider og find nyt danekræ!
Fakta
Videnskabsklubben er en non profit-organisation, som giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden – helt gratis.
Videnskabsklubbens forløb starter hvert år i uge 43 og løber frem til uge 49, men vi vil gerne inspirere børn og unge til at opsøge naturvidenskab året rundt og samler derfor lister som denne så ofte som muligt. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du savner en særlig type inspiration til dit naturvidenskabeligt interesserede barn!