De kommende tre år har medicinalvirksomheden Lundbeck valgt at støtte op om oplæringen af Videnskabsklubbens frivillige, nærmere bestemt den årlige mentorworkshop.
Her ses frivillige gymnasieelever på årets store mentorworkshop i fuld gang med oplæringen i at stå i underviserrollen i deres Videnskabsklub. Scrol dig gennem galleriet ved at trykke på pilene yderst i billedet. (Fotos: Lars Svankjær)
Videnskabsklubbens årlige mentorworkshop er et af årets højdepunkter.
Det gælder særligt for alle de frivillige, som får lejlighed til at opleve den følelse af fællesskab, der opstår ved at gøre noget meningsfuldt sammen og have et fælles formål.
På workshoppen bliver de unge klædt grundigt på til den store og vigtige rolle, de har påtaget sig som mentorer for yngre elever, og dagen er et bærende element i kvalitetssikringen af Videnskabsklubbens arbejde og frivilligpleje.
De kommende tre år har medicinalvirksomheden Lundbeck valgt at støtte op om denne uundværlige oplæring af Videnskabsklubbens frivillige, og det er noget, der vækker glæde hos klubbens direktør:
“De frivillige er rygraden i Videnskabsklubbens tilbud, og ingen af klubbens aktiviteter ville kunne lade sig gøre uden dem. Derfor er vi utroligt glade for, at det netop er dem, der er i centrum for dette nye samarbejde, og vi er samtidig meget taknemmelige for Lundbecks støtte og opbakning til vores arbejde,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard.
LÆS OGSÅ: Andrea vil give børn en livslang kærlighed til naturvidenskab
Inspirerende rollemodeller stimulerer læring og interesse
Videnskabsklubbens frivillige er gymnasieelever, som selv har en stor interesse for naturvidenskab og videnskab generelt og ønsker at give deres passion videre til børn. De frivillige er både undervisere og mentorer for de yngre elever, som gennem Videnskabsklubben går til videnskab i fritiden, ligesom andre går til fodbold og spejder.
Gymnasieeleverne opnår dermed status af opnåelige rollemodeller, samtidig med at de kan være med til at motivere og inspirere til en vej ind i videnskabens verden.
“Vi støtter Videnskabsklubben, fordi det at fremme børn og unges nysgerrighed på videnskab er vigtigt, lærerigt og ikke mindst sjovt. Tidlig interesse for videnskab kan føre til livslang interesse, og det vil vi gerne være med til at stimulere,” lyder det fra Tina Hjortlund, som er Head of Global Public Affairs hos Lundbeck.
“Af alle Videnskabsklubbens vigtige aktiviteter har vi valgt specifikt at støtte mentorworkshoppen, fordi vi tror meget på ideen om læring gennem inspirerende rollemodeller,” tilføjer hun.
LÆS OGSÅ: Sophus bygger vindmøller i sin fritid og drømmer om at blive ingeniør
Vil være med til at udvikle fremtidens talenter
Lundbeck er en biofarmaceutisk virksomhed, der udelukkende fokuserer på neurovidenskab, herunder neurologiske og psykiatriske sygdomme.
Virksomheden er derfor dybt afhængig af, at der – også i fremtiden – er tilstrækkelig arbejdskraft at hente inden for de såkaldte ”STEM”-fag (Science, Technology, Engineering & Mathematics). I rapporten ”Prognose for STEM-mangel 2025” anslås det dog, at vi i Danmark alene står til at mangle 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater inden for få år.
“Som forskende virksomhed har vi naturligvis stor interesse i at vække børn og unges interesse for forskning, videnskab og uddannelse helt generelt. På den måde kan vi være med til at udvikle fremtidens talenter, hvilket på sigt kan føre til, at flere vælger en karriere inden for naturvidenskab,” siger Tina Hjortlund.
LÆS OGSÅ: Videnskabsklubben åbnede Rannvas øjne for glæden ved at undervise
“Vi tager imod allierede med åbne arme”
Også i Videnskabsklubben har det høj prioritet at åbne børn og unges øjne for de mange muligheder, der gemmer sig i forskning og videnskab, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard.
”Vi giver børn og unge mulighed for at lege med videnskab sammen i et præstationsfrit rum, på deres egne præmisser og gennem hands on-forsøg og eksperimenter. På den måde lader vi dem opdage selv, at f.eks. naturvidenskab rummer så mange muligheder og kan være en vej at gå, hvis de selv ønsker det,” siger hun og fortsætter:
”Men vi ved godt, at det er en gigantisk opgave, som ingen kan løfte alene, og vi tager derfor altid imod allierede med åbne arme. Sammen er vi stærkere og tættere på målet om at få engageret flere børn og unge i STEM.”
LÆS OGSÅ: Fem år mere! Videnskabsklubben får 30 millioner kroner af stor dansk fond
LÆS OGSÅ: Haldor Topsoe satser stort på Videnskabsklubben
LÆS OGSÅ: Novo Nordisk støtter Videnskabsklubben i Kalundborg
Fakta
Vil din virksomhed også være med til at sikre, at danske børn i hele landet kan gå til videnskab i fremtiden – og på den måde være med til at sikre fremtidens STEM-kompetencer? Kontakt os for at høre mere om mulighederne.
Fakta
Som nonprofitorganisation har de fleste af Videnskabsklubbens forløb og aktiviteter indtil nu været finansieret gennem fonde, først og fremmest Novo Nordisk Fonden.
Virksomhedssamarbejder er dog blevet en mere og mere integreret del af organisationens forretningsstrategi de senere år. Se alle samarbejder her.