Søstrene Alma og Sofia lavede videodagbog til DR Ultra, da de legede og udførte aktiviteter som aber i videnskabsklub for familier.

Miniforskere i UltraNyt

Alma på 11 år og Sofia på 10 år var i familieklub med deres far, som hjalp dem med at filme, mens de for eksempel fiskede efter “termitter” i form af Rice Krispies.

Hvordan skaffer aber mad, når menuen står på bittesmå termitter, der helst gemmer sig rigtig godt af vejen i deres bo? De bruger selvfølgelig redskaber!

Termitfiskeri var netop en af de opgaver, som miniforskerne Alma og Sofia sammen med deres far og en masse andre familier blev sat til at løse i videnskabsklub for familier, som blev afholdt på Islands Brygge for nylig.

“Man lærer virkelig meget”
Det var både svært og sjovt, men først og fremmest spændende og lærerigt, fortalte de to søstre i et videoindslag til UltraNyt, som er DR’s nyhedskanal til børn. UltraNyt havde nemlig spurgt Sofia og Alma, om de ville lave en videodagbog fra deres dag i familieklub.

“Det er ret spændende, og så lærer man virkelig meget,” fortæller Sofia blandt andet i indslaget.

Her afslører hendes storesøster Alma også, at hun faktisk endnu bedre kan lide naturvidenskab efter at have været i videnskabsklub med sin familie.

“Altså, jeg kunne også godt lide det før, men nu synes jeg, at naturvidenskabsfag er blevet endnu sjovere,” siger Alma.

Begge søstre gav oplevelsen af at være i familieklub topkarakter, da dagen var omme: 9 ud af 10 point fra Alma og 10 ud af 10 fra Sofia.

Læs mere om familieklubberne
Familieklubberne tager form som mindre workshops med fagligt og læringsmæssigt tilpassede programmer inden for naturfagene. Målgruppen er primært børn i alderen 9-13 år, der har taget mor og far, en tante, farfar eller sine søskende med til Videnskabsklub.

​Du kan læse mere om familieklubberne i artiklen: VILLUM FONDEN giver stor bevilling til familieklubber

Fakta

I Videnskabsklub for familier får børn og voksne mulighed for sammen at fordybe sig i et naturvidenskabeligt emne. Alle deltagere skal prøve at være forskere og arbejde med sjove eksperimenter og øvelser.

Vi skal stille spørgsmål, undersøge og sammen blive klogere på den verden, vi lever i. Aktiviteterne er primært rettet mod børn fra 9 til 13 år, men hele familien er velkommen – også yngre og ældre søskende. Alle børn skal dog ledsages af mindst én voksen.

Forløbene er udarbejdet af forskere og professionelle videnskabsformidlere – og der er klubber i både København og Aarhus. De kommende år bliver konceptet udrullet til resten af landet, takket være en flot bevilling fra VILLUM FONDEN.