I Videnskabsklubben er vi henrykte over at kunne annoncere, at vores bevilling fra Novo Nordisk Fonden netop er blevet forlænget – det betyder, at Videnskabsklubbens arbejde med at øge interessen for naturvidenskab blandt børn og unge kan fortsætte de næste fem år!
I 2018 valgte Novo Nordisk Fonden for første gang at støtte Videnskabsklubben økonomisk, og takket være en flot bevilling på 15,8 millioner kroner kunne Videnskabsklubben dengang gå fra at være et tilbud i lidt over en håndfuld kommuner til i dag at være til stede i 41 kommuner i hele landet.
LÆS OGSÅ: Novo Nordisk Fonden bevilger 15,8 millioner kroner
Der er dog stadig potentiale – og efterspørgsel – til at komme meget længere ud, og vi er derfor utroligt taknemmelige for den nye bevilling på knap 30 millioner kroner, som løber over de næste 5 år. I den periode forventes Videnskabsklubben at vokse til 91 kommuner.
– Jeg har næsten ikke ord for betydningen af denne håndsrækning fra Novo Nordisk Fonden. Vi står nu et langt bedre sted til at føre alle vores store planer og ambitioner ud i livet, lyder det fra direktør Rikke Schmidt Kjærgaard.
Deltagerantal vokser eksplosivt år for år
Videnskabsklubbens udvikling de seneste år har været eksplosiv, og foreløbig har over 5.000 børn og unge haft mulighed for at gå til naturvidenskab i fritiden. Deltagertallet stiger dog nærved eksponentielt år for år, og det samme gør antallet af børn på venteliste.
Alene i 2019, da Novo Nordisk Fondens første store bevilling trådte i kraft, kunne Videnskabsklubben udvide sit tilbud fra 7 til 14 byer og gå fra 350 til 750 deltagere årligt. I 2022 var tilbuddet tilgængeligt for 1.100 børn og unge, og i 2023 vokser tallet til lige godt 1.500.
– I Videnskabsklubben kan man forske og gå til science som fritidsaktivitet sammen med nye venner og aldersnære rollemodeller. Vi vil gerne bidrage til at endnu flere børn og unge på denne måde får mulighed for at dyrke deres nysgerrighed og interesse for naturvidenskab, siger Berith Bjørnholm, som er leder af Novo Nordisk Fondens afdeling for uddannelse og formidling.
Frem mod 2028 når Videnskabsklubbens tilbud ud til omkring 3.000 børn og unge om året.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Høj begavelse stopper ikke, fordi klokken ringer ud
Stort pres for at udvide “snublende hurtigt”
Der er i dag ekstremt stor efterspørgsel på Videnskabsklubbens forløb, som ofte bliver fyldt på rekordtid og har lange ventelister flere steder i landet.
Videnskabsklubbens enkle elev-til-elev undervisningsstruktur – hvor ældre elever underviser børn fra 4.-6. klasse – i et præstations- og konkurrencefrit rum opleves af mange som et enestående supplement til folkeskolen, og der er massiv positiv respons fra alle frivillige, forældre og børn.
88 procent af forældrene svarede i seneste evaluering, at deres barn hver gang glædede sig til at skulle afsted, og 87 procent svarede, at deres barn havde lyst til at deltage i Videnskabsklubben igen.
I 2022 stod 500 børn på venteliste, og mange forældre rakte derudover ud til Videnskabsklubben for at forhøre sig om muligheden for at få en klub til lige netop deres by.
– Vi mærker et meget stort behov for, at vi udvider vores tilbud snublende hurtigt. Samtidig er det meget vigtigt for os, at det sker i et tempo, hvor vi også kan følge med og opretholde den høje kvalitet, siger Rikke Schmidt Kjærgaard.
LÆS OGSÅ: Debat: Folkeskolen anno 2023 dræber børnenes nysgerrighed
En toneangivende stemme i debatten
Videnskabsklubben har til formål at udbrede og styrke naturvidenskaben i børn og unges almene dannelse og bidrage til at forme oplyste samfundsborgere, der kan tage aktivt del i en bæredygtig fremtid.
De senere år har Videnskabsklubben markeret sig som en toneangivende stemme inden for børn og unge, både når det kommer til naturvidenskabelig dannelse, mens også i forhold til trivsel generelt, med særlig vægt på fritids- og interessefællesskaber.
– Vi har efterhånden opbygget solid erfaring på dette område, og den vil vi meget gerne dele ud af og på den måde forhåbentlig være med til at gøre en positiv forskel for dem, det hele handler om, nemlig børnene og de unge, siger Rikke Schmidt Kjærgaard.
Med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kommer Videnskabsklubben derfor også til at arbejde for at lave en international konference inden for børn og unges fritidsfællesskaber med henblik på netop videns- og erfaringsdeling med andre interessenter og organisationer på området.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Børns interesse for naturfag skal (også) plejes i fritiden
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Alt for mange børn oplever, at naturvidenskaben er lukket land
Fakta
Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.
Her går elever fra 4.-6. klasse (miniforskere) til videnskab i fritiden én eftermiddag om ugen på linje med andre fritidsaktiviteter som spejder, fodbold eller dans. Du kan se alle vores naturvidenskabelige forløb, hvis du holder musen over “Bliv miniforsker” i topmenuen her på siden. Går du i 7.-9. klasse, kan du blive juniormentor i Videnskabsklubben. Tilmeldingen for juniormentorer og miniforskere åbner samtidig.