Nu varer det ikke længe! Om få uger går alle Videnskabsklubber i hele landet igang. Følg med her på hjemmesiden, på Facebook og Instagram eller i nyhedsbrevet.
Videnskabsklubben er et gratis fritidstilbud for børn i 4.-6. klasse. (Foto: Lars Svankjær)
I uge 43 starter Videnskabsklubber landet over, og børn lige fra Sønderborg, Thisted, Holstebro, Randers og Aalborg til Middelfart, Svendborg, Nakskov, Roskilde og mange, mange flere får mulighed for at dykke ned i naturvidenskabens forunderlige verden sammen.
Du kan for eksempel følge med her på hjemmesiden, på vores Facebook-profil eller ved at abonnere på vores nyhedsbrev.
Men selvom vi prøver at dokumentere så meget som muligt, kan vi selvfølgelig ikke selv fysisk være tilstede i 60 klubber landet over.
Derfor er vi så heldige, at mentorerne fra et bredt udsnit af klubberne har sagt ja til at lave takeover på vores Instagram-profil og vise frem, hvad de laver med deres miniforskere i løbet af de næste 7 uger. Hvis du også er nysgerrig på, hvad der sker, når klubberne lægger fra land, er det derfor bare om at skynde dig at følge os på Instagram også!
Videnskabsklubben er vokset støt
Det er 7. år i træk, at Videnskabsklubben løber af stablen, men der er tale om en helt anden skala end tidligere:
Hvor de første pilot-klubber i 2014 foregik på bare to skoler i Lyngby bliver klubben i dag afholdt på intet mindre end 39 skoler og gymnasier rundt omkring i hele Danmark. Nogle udbyder endda mere end ét hold, og derfor lander den samlede pulje i 2021 på hele 60 klubber.
Fun fact: De to oprindelige Lyngby-skoler var der, hvor administrerende direktør Rikke Schmidt Kjærgaard og tidligere direktør Petrine Wellendorph selv havde deres børn gående. De var med andre ord prøvekaniner for deres forældres påfund om at lave en “videnskabsklub” i Danmark.
Fra en håndfuld til over 700 børn
Antallet af miniforskere – børn i 4.-6. klasse – er selvfølgelig også vokset støt siden 2014, hvor der var tale om en håndfuld børn.
Hvor klubben i 2018 for eksempel nåede ud til omkring 250 børn, har vi i dag kapacitet til over 700 miniforskere, der har lyst til at bruge deres fritid på at dykke ned i naturvidenskab sammen. Børnene skal lære om alt fra Jordens mindste organismer til forskellige væskers varmekapacitet og primaternes kendetegn. Videnskabsklubben har pt. fem naturvidenskabelige forløb i sin portefølje: primatologi, mikrobiologi, biodiversitet, materialefysik, samt geometri og algoritmer. Til næste år kommer et nyt forløb, men vi kan endnu ikke afsløre hvilket…
Undervisningen finder sted på de gymnasier, som Videnskabsklubben samarbejder med. Det er også gymnasieelever fra disse skoler, der sammen med elever fra 8. og 9. klasse underviser på holdene, og denne helt unikke “peer to peer”-undervisning er faktisk en vigtig del af nøglen til Videnskabsklubbens succes. Du kan se alle byer og gymnasier her.
Har du spørgsmål? Så skriv!
Skal dit barn starte i Videnskabsklubben, og er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os.
Fik du ikke plads til dit barn i år, er det en rigtig god ide at abonnere på vores nyhedsbrev – så får du direkte besked i din indbakke, når tilmeldingen åbner i 2022. I nyhedsbrevet får du også masser af inspiration til andre naturvidenskabelige tilbud, som er velegnede for børn og familier.
Fakta
Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.
Her går elever fra 4.-6. klasse (miniforskere) til videnskab i fritiden én eftermiddag om ugen, ligesom hvis de gik til spejder, fodbold eller dans. Du kan se alle vores naturvidenskabelige forløb, hvis du holder musen over “Bliv miniforsker” i topmenuen her på siden.