Da Videnskabsklubben åbnede sin tilmelding, tikkede der en tilmelding ind i sekundet i de første 10 minutter. Særligt de nye byer har oplevet overvældende interesse.
Videnskabsklubben blev stiftet i 2017, og siden da er tilbuddet vokset eksplosivt. I 2024 udbydes der 1.200 pladser til børn i 4.-6. klasse i 55 kommuner rundt om i landet. (Foto: Lars Svankjær)
Opdateret torsdag 31. oktober
Lørdag 31. august kl. 10 åbnede Videnskabsklubben tilmeldingen for alle de hold, der bliver afholdt i 55 kommuner til efteråret.
Efter bare 10 minutter var de første 600 tilmeldinger tikket ind fra nysgerrige børn, hvilket svarer til et barn i sekundet.
Bare to dage efter tilmeldingen åbnede, var der registreret mere end 1.000 tilmeldinger fra børn i hele landet, som gerne ville gå til videnskab i fritiden.
I alt havde 85 hold ud af 100 pt. enten venteliste eller ganske få pladser tilbage. Næsten 400 børn står på venteliste.
LÆS OGSÅ: Så er det nu! Årets tilmelding åbner lørdag 31. august kl. 10
Stor lokal opbakning i nye byer
Noget af det, der særligt springer i øjnene ved årets tilmelding, er, hvor stærkt det er gået med tilmeldingen i de byer, som i år er med i Videnskabsklubben for første gang.
Det gælder Ballerup, Hvidovre, Frederiksværk, Hørsholm, Vordingborg, Stenløse, Kolding, Aars, Ribe, Næstved og Odder, som alle har fyldte hold, men også Grindsted og Tønder med 1-2 ledige pladser.
Den sidste “nye” by, Skive, er også pænt med, og det er en utroligt positiv tendens, lyder det fra direktør Rikke Schmidt Kjærgaard.
“Vi er virkelig glade for den opbakning, vi mærker lokalt, særligt de steder hvor vi udbyder forløb for første gang. Det kan sommetider være en øvelse at få spredt budskabet, når vi kommer til en by for første gang, men det har ingenlunde været tilfældet i år,” siger hun og fortsætter:
“Det kan muligvis skyldes, at vi har været så heldige at få godt hul igennem til skolerne og lokalpressen, men måske begynder det også bare at blive mere normalt at gå til videnskab i fritiden. Det håber jeg i hvert fald er en faktor, der også spiller ind.”
LÆS OGSÅ: Videnskabsklubben udvider med 14 nye byer i 2024
Tilbuddet udvides markant de kommende år
Videnskabsklubben udbyder i 2024 hold i 55 kommuner og stiller pladser til rådighed til 1.200 børn.
Takket være en generøs bevilling fra Novo Nordisk Fonden bliver tilbuddet dog udvidet markant de kommende år, og allerede i 2025 er det planen at invitere yderligere 13 nye kommuner med i klubben.
Frem mod 2027 lyder målsætningen på at komme ud til alle kommuner med et gymnasium, da det er på lokale gymnasier, at undervisningen foregår.
I denne periode vil der som altid være fokus på at komme ud til nye byer, men også på at imødekomme den store efterspørgsel i nogle af de byer, hvor der pt. er mest tryk på. Det gælder for eksempel København, Lyngby, Gentofte og Hillerød, hvor holdene ofte oplever meget lange ventelister.
LÆS OGSÅ: Fem år mere! Videnskabsklubben får 30 millioner kroner af stor dansk fond
LÆS OGSÅ: Historisk udvidelse: 100 Videnskabsklubber ser dagens lys i 2024
LÆS OGSÅ: Nyt forløb om arkæologi er “perfekt kombi” af humaniora og naturvidenskab
Fakta
Videnskabsklubben er en non profit-organisation, som giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden. Tilbuddet er gratis, takket være økonomisk støtte fra blandt andet Novo Nordisk Fonden.
Videnskabsklubben udvider løbende sit tilbud til nye byer og arbejder hele tiden på højtryk for at komme ud til så mange børn og unge som muligt.