Fra efteråret kan nysgerrige børn igen gå til videnskab i hele Danmark, og hele 20 nye hold ser dagens lys. Her kan du se alle de nye Videnskabsklubber i 2025!

Primatologi miniforskere

Videnskabsklubben udvider med 20 nye hold og 12 nye kommuner – herunder Færøerne og Bornholm – og når dermed ud til flere end 2.000 børn og unge i 2025.

I 2025 ser hele 20 nye Videnskabsklubber dagens lys. Dermed kommer det samlede antal hold op på 120.

Ud over den store skalering, sker der til efteråret også det ekstraordinære, at Videnskabsklubbens tilbud for første gang når ud over Danmarks grænser. Det sker, når nysgerrige børn på Færøerne til efteråret kan gå til videnskab.

Faktisk ligger mange af de nye klubber – helt præcist 12 – i nye kommuner, hvor børn i 4.-6. klasse dermed for første gang kan glæde sig til at kunne gå til videnskab.

Herunder kan du se den fulde liste over nye Videnskabsklubber i 2025 og deres placering.

Til maj melder vi ud, hvilke forløb man kan gå til i hvilke byer og på hvilke tidspunkter.

LÆS OGSÅ: Dato for tilmelding 2025 er søndag 31. august kl. 10

Nye Videnskabsklubber i 2025

Her kan du se listen over de kommuner og gymnasier, der i år kan åbne dørene til deres første videnskabsklub:

  1. Bornholm: Campus Bornholm
  2. Helsingør: Helsingør Gymnasium
  3. Frederikssund: Frederikssund Gymnasium
  4. Gladsaxe: Bagsværd Kostskole og Gymnasium
  5. Gribskov: Gribskov Gymnasium
  6. Jammerbugt: Fjerritslev Gymnasium
  7. Køge: Køge Gymnasium
  8. Nyborg: Nyborg Gymnasium
  9. Ringkøbing-Skjern: Det Kristne Gymnasium Ringkøbing
  10. Ringsted: ZBC HTX Ringsted
  11. Struer: Struer Statsgymnasium
  12. Thorshavn: Glasir Gymnasium

LÆS OGSÅ: Læringsforsker: Derfor rammer Videnskabsklubben helt rigtigt

I Rudersdal, Vejle, Vordingborg og Aarhus – hvor Videnskabsklubben i forvejen slår sine folder – får følgende gymnasier desuden deres første videnskabsklub i år:

  • Aarhus: Aarhus Tech HTX
  • Rudersdal: Birkerød Gymnasium
  • Vejle: HTX Vejle
  • Vordingborg: ZBC HTX Vordingborg

Derudover får en lille håndfuld af vores eksisterende samarbejdsgymnasier lov at udbyde en ekstra videnskabsklub, og dermed kan flere end 2.000 børn og unge gå til videnskab i 2025.

LÆS OGSÅ: Rekordmange gengangere blandt frivillige mentorer

Meget mere videnskab i fremtiden

Samlet set udbyder Videnskabsklubben nu hold i 66 kommuner i Danmark, men ambitionen er at udvide til mange flere de kommende år.

I 2027 stræber Videnskabsklubben efter at have oprettet samarbejder med mindst ét gymnasium i alle landets kommuner, der har deres eget gymnasium. Det sker takket være økonomisk støtte fra blandt andet Novo Nordisk Fonden.

LÆS OGSÅ: Fem år mere! Videnskabsklubben får 30 millioner kroner

Derudover bliver det fra 2026 også muligt at gå til humaniora – nærmere bestemt filosofi og sprog i første omgang – gennem Videnskabsklubben, takket være støtte fra A.P. Møller Fonden.

LÆS OGSÅ: Nu kan børn gå til humaniora i fritiden

Bor du et sted, hvor du synes, at der mangler en videnskabsklub? Så tag fat i dit lokale gymnasium og gør opmærksom på Videnskabsklubbens tilbud!