Til efteråret kan børn i 5.-6. klasse gå til et nyt forløb, som handler om hele vores fantastiske blå planet, og hvordan alt på Jorden hænger sammen.
Jorden er nemlig intet mindre end fantastisk. Livet, økosystemerne og den måde, det hele er forbundet, er alt sammen unikt.
Samtidig lever vi i en enestående tid, hvor vi for første gang i menneskets historie kan forstå alle de store sammenhænge og systemer, vi selv er en del af. Det har givet afsæt til et af de vel nok vigtigste forskningsområder, der findes pt., og som nysgerrige børn fra efteråret kan gå til som en fritidsaktivitet i Videnskabsklubben:
“Jordsystemvidenskab” handler kort fortalt om hele Jorden på én gang, og om hvordan alt påvirker hinanden. Hvis du ikke har hørt ordet før, er det en rigtig god ide at notere dig det nu, for du kommer stensikkert til at møde det mange gange i årene fremover.
LÆS OGSÅ: Videnskabsklubben udvider med 13 nye kommuner i 2025
Alt på Jorden hænger sammen
Det er verdenskendte forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) på Københavns Universitet, der står bag det nye forløb til børn i 5.-6. klasse.
Formålet er at skabe en bevidsthed om alle de systemer, der omgiver os hver eneste dag, fortæller Katherine Richardson, som er professor i oceanografi og en af forskerne bag det forskningsfelt, som Videnskabsklubbens nye forløb altså tager afsæt i.
”Alt her på planeten Jorden hænger sammen. Så enkelt kan det siges. Og vi er så heldige at leve i en tid, hvor vi kan begynde at forstå de her globale systemer, som får Jorden til at fungere: Klimaet, havstrømmene, økosystemerne, fotosyntesen og så videre,” siger Katherine Richardson og tilføjer:
“Det er helt afgørende, at vi erkender, at vi mennesker er en del af – og dybt afhængige af – disse globale systemer. Det er dem, der gør vores planet beboelig både for os og de andre arter.”
Læs mere om CMEC på Københavns Universitets hjemmeside.
Vi bor på en fantastisk planet
Det nye forløb kommer ligesom Videnskabsklubbens øvrige forløb til at strække sig over 7 uger i efteråret og skal selvfølgelig først og fremmest være sjovt.
Det handler ikke om at skræmme, men om at oplyse, lyder det fra forskerne bag. Og måden at gøre det på er at skabe et forløb, der bugner af fede aktiviteter og sjove øvelser. Det fortæller professor Carsten Rahbek, som er leder af CMEC og til daglig blandt andet forsker i biodiversitet, klima og bæredygtighed.
”Vi vil gerne klæde børnene på til at forstå, hvordan deres omverden fungerer, både lokalt og globalt. Helt uden at gøre brug af hverken skrækscenarier eller, i den modsatte ende, fortællinger om, at det hele nok bare skal gå,” siger han og fortsætter:
“Vi tager udgangspunkt i, at vi alle bor på en fantastisk planet, som vi for alvor kun lige er begyndt at forstå. Vi synes, at vi er lykkedes rigtigt godt med at gøre øvelserne både sjove, sociale og engagerende, men hele tiden på et solidt fundament af viden. Vi glæder os i den grad til efteråret, hvor klubberne starter op.”
LÆS OGSÅ: Maja gik både til kemi og biodiversitet – til efteråret vil hun gå til arkæologi
Eksempel 1: Leg, at I er træer i en skov
I løbet af de 7 uger skal børnene blandt andet lege, at de er træer i en skov, og at de får besøg af nogen, der gerne vil have fat i nogle byggematerialer.
I første omgang bliver træerne fældet i et stille og roligt tempo, og der er tid til, at nye træer kan vokse op, før de næste bliver fældet. Men i takt med, at legen udvikler sig, går tempoet op, og pludselig er alle træerne blevet fældet, inden nye har haft chancen for at nå at vokse sig til.
Sjovt, men samtidig alvorligt, for legen illustrerer noget af det, vi som mennesker har allersværest ved: at udnytte vores ressourcer på en bæredygtig måde.
”I denne øvelse får børnene både en kropslig og visuel oplevelse af forskellen mellem et bæredygtigt og et ikke-bæredygtigt forbrug af en naturressource, nemlig træer. Gennem leg og dialog vil vi have dem til selv at reflektere over, hvordan vi mennesker kan agere fornuftigt i forhold til jordsystemet og dets ressourcer,” fortæller Mette Elsnab Olesen, som er kandidat i STEM-undervisning med speciale i kropslighed i naturfagsundervisningen.
Eksempel 2: Køb ind til en pandekage
En anden aktivitet fra det nye forløb handler om at købe ind til en opskrift på noget, som miniforskerne kender rigtig godt: En pandekage og en cookie. Forskellen består i, at alle ingredienserne i en pandekage kan skaffes i Danmark, for eksempel mælk og æg.
En cookie kræver derimod en længere rejse, for her skal der både skaffes palmeolie fra Indonesien eller Malaysia, vanilje fra Madagaskar eller Guatemala og kakao fra Elfenbenskysten eller Ghana. Pludselig bliver en lille småkage en del af et stort globalt system.
I løbet af de 7 uger skal børnene desuden prøve kræfter med at lave en model af et økosystem, lege med fotosyntese og udforske, hvordan varme og kolde havstrømme interagerer med hinanden.
”Vi er simpelthen så glade for, at vores samarbejde med Videnskabsklubben nu udmunder i, at børn i hele landet kan gå til jordsystemvidenskab i deres fritid. Og at de gennem sjove lege og spændende øvelser skal blive klogere på de helt store systemer på vores fantastiske planet”, slutter Katherine Richardson.
Forløbet om jordsystemvidenskab bliver udbudt i 10 danske byer til efteråret.
LÆS OGSÅ: Eftertragtet fysikforløb lanceres i Videnskabsklubben
LÆS OGSÅ: Nyt forløb på vej: I 2022 kan du gå til kemi i fritiden!
Fakta
Jordsystemvidenskab – eller Earth System Science – handler om samspillet mellem de fysiske, kemiske og biologiske processer, samt de menneskelige aktiviteter, som tilsammen former levevilkårene her på Jorden.
Det er en måde at se verden på, som vi først er i stand til nu, fordi vores teknologi og viden har udviklet sig tilstrækkeligt til at forstå de helt store systemer på Jorden.
Det gælder for eksempel data fra de mange satellitter, som i dag er i kredsløb om jordkloden, og som giver os uundværlig viden om havstrømmene, jordbunden og klimaet. Tilsammen gør det, at vi i dag kan betragte Jordens systemer som en helhed, der bliver påvirket af alt, hvad der sker i den.
Fakta
Det nye forløb om jordsystemvidenskab er stadig under udarbejdelse, og det samme er planen for, hvilke byer forløbet udbydes i.
Abonner på nyhedsbrevet for at få de nyeste opdateringer, samt direkte besked når tilmeldingen åbner.