Videnskabsklubben går med i samarbejde med foreningen Insero Horsens, som hvert år udbyder en ”Summer Science Camp” for børn og unge. Målet er at give endnu flere mulighed for at dyrke science sammen i fritiden.

Summer Science Camp afholdes sidst i skolernes sommerferie og byder bl.a. på et væld af naturvidenskabelige workshops. Scrol gennem galleriet herover for at se billeder fra tidligere camps. (Foto: Insero Horsens)

I Videnskabsklubben oplever vi en utroligt stor efterspørgsel på naturvidenskabelige oplevelser i fritiden for børn og unge – også ud over vores egne efterårsforløb og familieklubber.

Derfor er vi meget glade for at kunne annoncere et nyt samarbejde med Insero Horsens, som er en forening, der sammen med 3 lokale ungdomsskoler i Horsens, Hedensted og Vejle hvert år arrangerer en spændende ”Summer Science Camp” sidst i skolernes sommerferie. Læs mere om campen på Insero Horsens’ hjemmeside her.

Campen er målrettet nysgerrige børn og unge i folkeskolens ældste klasser, som søger faglige udfordringer og fællesskaber.

I løbet af Summer Science Campens 5 dage kan deltagerne prøve kræfter med et væld af forskellige spændende workshops med udgangspunkt i naturvidenskab, mens aftenerne byder på hygge og sociale aktiviteter, såsom film, svømmehal, badminton, spil og lege.

”Vi bliver ofte kontaktet af forældre til videbegærlige børn og unge, som savner fællesskaber uden for skolen, og som kan synes, at sommerferien er lang. Derfor har vi valgt at gå med i et samarbejde om dette fine initiativ,” siger direktør i Videnskabsklubben Rikke Schmidt Kjærgaard.

OBS: Skolernes sommerferie varierer fra kommune til kommune, og det er derfor ikke alle, der har fri i uge 32, hvor sommercampen afholdes. Husk at undersøge skoleferien for din kommune, før du tilmelder.

LÆS OGSÅ: Podcast: Når videnskab er noget, man går til i fritiden

Samarbejde skal skabe mere synlighed
Det er i år 12. gang, at Insero Horsens arrangerer Summer Science Camp, men det er første gang, at Videnskabsklubben er inde over initiativet. Det betyder blandt andet, at tidligere deltagere og mentorer i Videnskabsklubben er blandt de første, der får buddet om at komme med på campen.

Summer Science Camp bliver afholdt på en efterskole lidt uden for Horsens, og selvom Insero Horsens først og fremmest har fokus på at skabe udvikling i lokalområdet, er summercampen tilgængelig for børn og unge fra hele landet.

For Insero Horsens handler samarbejdet med Videnskabsklubben først og fremmest om at gøre endnu flere opmærksomme på muligheden for at dyrke science sammen i sommerferien.

”Det er min oplevelse, at rigtig mange unge er nysgerrige og vilde med at undersøge verden, når de får rammerne og muligheden for det, men vi har stadig et arbejde foran os i forhold til at fortælle, at Summer Science Camp er en rigtig god mulighed for netop det. Derfor er jeg meget glad for, at Videnskabsklubben og Insero Horsens indgår et samarbejde, så vi kan nå endnu bredere ud,” fortæller Katrine Læssøe Mikkelsen, der er ansvarlig for Insero Horsens’ uddannelsesaktiviteter.

LÆS OGSÅ: Naturvidenskabelige fænomener vækker “en ild” i Salam

Cybersikkerhed, robotprogrammering og bæredygtigt tøj
Det er engagerede og dygtige naturvidenskabsnørder og -formidlere, der står for de mange forskelligartede workshops på Summer Science Camp, mens unge assistenter er med til at sørge for, at campen i øvrigt bliver en god oplevelse for alle.

Der bliver lagt et nyt program for Summer Science Camp hvert år, men tidligere camps har for eksempel budt på:

  • Workshop om cyber-sikkerhed, hvor deltagerne blandt andet skulle lære at finde sårbarheder i IT-systemer.
  • Robot-workshop, hvor deltagerne skulle programmere en selvkørende robotarm og en robot, der kunne genkende ansigter og udtrykke følelser med øjnene.
  • En workshop med fokus på bæredygtigt tøj, hvor de unge fik mulighed for at sy deres gamle tøj om eller sy nyt tøj ud af genbrugstøj.

Det kræver ikke særlige faglige forudsætninger at deltage i Summer Science Camp.

LÆS OGSÅ: Clara vil være lærer og undervise børn i naturfag

Fakta​

Summer Science Camp finder sted i sidste uge af skolernes sommerferie fra 6. til 10. august og er for alle børn og unge fra kommende 7. klasser til 10. klasse. Campen bliver afholdt på Bråskovgård Efterskole, som ligger knap 15 kilometer syd for Horsens.

Tilmeldingen til Summer Science Camp 2023 åbner til april, og det koster – i modsætning til Videnskabsklubbens øvrige tilbud – et mindre beløb at være med. Der er dog særlig ”early bird”-rabat i starten af tilmeldingsperioden.

Følg med her på hjemmesiden eller ved at abonnere på vores nyhedsbrev for at få direkte besked, når tilmeldingen til Summer Science Camp 2023 åbner.

Fakta​

Insero Horsens skaber bæredygtig vækst og udvikling inden for energi og IT i lokalområdet, dvs. området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde. Foreningen investerer i at udvikle det lokale erhvervsliv og vidensniveau og i generelt at løfte områdets tilbud inden for uddannelse, sport og kultur.

Insero Horsens støtter Videnskabsklubbens aktiviteter i Horsens og Vejle økonomisk fra 2023.