Et nyt samarbejde med Center for Undervisningsmidler betyder, at Videnskabsklubbens materialer fremover bliver opbevaret, pakket og distribueret ude af huset. Samarbejdet er indgået med opstart fra 1. september 2023.

CFU Center for Undervisningsmidler

CFU er en oplagt samarbejdspartner for Videnskabsklubben, da de både har logistikken, kontaktfladen og erfaringen til at varetage opgaven med materialer, lyder det fra projektleder Tilde Voigt Hansen.

Videnskabsklubben har fra 1. september 2023 indgået et formelt samarbejde med Center for Undervisningsmidler, hvilket indebærer, at CFU for fremtiden kommer til at opbevare, pakke og distribuere Videnskabsklubbens materialekasser over hele landet.

CFU er en del af Danske Professionshøjskoler og leverer undervisningsmaterialer og pædagogisk vejledning til undervisere på grundskoler og ungdomsuddannelser i Danmark.

”Videnskabsklubbens aktiviteter – og dermed også omfanget af materialer – er vokset eksplosivt de senere år og kommer fortsat til at vokse, og det betyder, at opgaven med at pakke og opbevare materialer er vokset langt ud over vores egen kapacitet,” siger projektleder i Videnskabsklubben Tilde Voigt Hansen.

LÆS OGSÅ: Videnskabsklubben udvider med 11 nye byer i 2023

I år tæller Videnskabsklubbens kerneprodukt – efterårets videnskabsklubber – 81 hold, hvilket svarer til 266 materialekasser, men allerede inden for få år vil de tal være vokset til omtrent det dobbelte, og det har derfor været helt nødvendigt at finde en holdbar løsning på varetagelsen af materialerne, lyder det fra Tilde Voigt Hansen.

”CFU har logistikken, de har kontaktfladen til alle skolerne, og de har erfaringen med at pakke netop denne type materialer, og derfor kunne vi ikke ønske os en bedre partner til at varetage opgaven,” siger hun.

CFU, som har en lang tradition for at understøtte læringsaktiviteter på grundskoler og gymnasier, opfatter også Videnskabsklubben som en ”oplagt samarbejdspartner”.

Ud over at understøtte det samlede læringstilbud på de danske ungdomsuddannelser og grundskoler, ser de nemlig også overlappende læringsmæssige værdier mellem Videnskabsklubben og CFU, lyder det fra Ann-Birthe Overholt Nicolaisen, som er leder for vejledning og formidling af læremidler på CFU.

”Både CFU og Videnskabsklubben ønsker at understøtte en naturfaglig undervisning baseret på sjove og inspirerende forsøg og eksperimenter, hvor børn og unge sammen udforsker naturvidenskaben. Videnskabsklubbens læringsmæssige værdier forankret i nysgerrighed, videbegærlighed og leg i fællesskab i et præstationsfrit læringsrum er et stærkt samarbejdsfællesskab med CFUs grundværdier om en undersøgende, skabende og legende og oplevelsesbaseret tilgang til undervisningen,” slutter hun.

LÆS OGSÅ: Læringsforsker: Derfor rammer Videnskabsklubben helt rigtigt

Fakta

Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.​

Her går elever fra 4.-6. klasse (miniforskere) til videnskab i fritiden én eftermiddag om ugen, ligesom hvis de gik til spejder, fodbold eller dans. Du kan se alle vores naturvidenskabelige forløb, hvis du holder musen over “Bliv miniforsker” i topmenuen her på siden.