Fem tidligere mentorer har startet en ungeredaktion i Videnskabsklubben. UIN, som de kalder den, har til formål at skabe et fællesskab og en platform, der formidler naturvidenskabelige muligheder og tilbud til unge.

Ungeredaktion Videnskabsklubben UIN

Foreløbig kan du følge med i UINs arbejde med at udbrede naturvidenskab til unge via deres Instagram-profil

Hvor går man hen, når man har været frivillig mentor i Videnskabsklubben, og forløbene er slut? Det spørger mange unge sig selv om hvert år, og det har derfor længe været et ønske at skabe rammerne for et tilbud, der kan række ud over efterårets 7 ugers-forløb. 

Nu har en gruppe på fem tidligere mentorer taget teten på et projekt med netop dét formål. 

Clara, Karla, Rhona, Emilie og Filippa har startet en ungeredaktion i Videnskabsklubben, som skal formidle naturvidenskabelige muligheder og tilbud til andre unge. Der er fortsat tale om frivilligt arbejde. 

Vi byder hermed officielt velkommen til UIN (Ung i Naturvidenskaben)!

LÆS OGSÅ: Clara vil være lærer og undervise børn i naturfag

Vil sprede budskab om naturvidenskabelige tilbud

Gennem UIN ønsker de unge at skabe et naturvidenskabeligt fællesskab, der kan inspirere andre unge og hjælpe med at navigere i, hvilke muligheder der findes for unge inden for naturvidenskab. 

Det er noget, de selv har manglet, og er derfor en stor del af motivationen for at starte den nye ungeredaktion, fortæller Clara Nürnberg, som er en af de frivillige i UIN.

“Vi har skabt UIN, for at vi kan bibeholde vores naturvidenskabelige fællesskab. Vi har også gjort det for at sprede budskabet om alle de naturvidenskabelige tilbud, der findes, som vi gerne vil fortælle om,” siger hun.

Tanken bag UIN er at skabe en platform, primært på Instagram, hvorfra der kan formidles for eksempel artikler og videoer om arrangementer og kurser med naturvidenskabeligt indhold, interviews med naturvidenskabeligt funderede forskere, nyheder fra naturvidenskabens verden mv.

LÆS OGSÅ: Emilie og Filippas venskab vokser i Videnskabsklubben

Kan hjælpe overgang fra ungdomsliv til arbejdsmarked

UIN stræber efter at ramme en bred målgruppe af gymnasieelever, nyslåede studenter, unge på sabbatår og unge, der netop er startet på studie. 

Kort sagt: Unge, der står i overgangen fra en ungdomsuddannelse til en eventuel videregående uddannelse, og som interesserer sig for naturvidenskab. 

De UIN-frivillige drømmer om, at de med det nye initiativ kan gøre det lettere for andre unge at dyrke naturvidenskabelige interesser. På den måde håber de også at kunne bidrage til at formidle naturvidenskabelige uddannelses- og karriereveje i øjenhøjde til unge.

LÆS OGSÅ: Aftenshowet og dr.dk: Videnskabsklubben vælter sig i opmærksomhed

“Formålet er at gøre naturvidenskabelige oplevelser mere tilgængelige. Dermed vil vi hjælpe andre med den overgang fra ungdomsliv til arbejdsmarked, som vi selv har mærket et behov for,” skriver de.

Videnskabsklubbens direktør Rikke Schmidt Kjærgaard er meget begejstret for det nye initiativ, som hun ligesom UIN håber kan være med til at inspirere unge til at vælge naturfaglige veje og muligheder i deres fritid og studier. 

“Men mest af alt er jeg ovenud imponeret over de unges virkelyst og gåpåmod. De har hundrede procent opbakning herfra,” lyder det fra Rikke Schmidt Kjærgaard.

LÆS OGSÅ: Karla har altid været en “rigtig lille Spørge-Jørgen”

Fakta

Du kan følge UIN på instagram, hvor de løbende poster artikler og videoer med naturvidenskabelig inspiration, tilbud, interviews og lignende. 

Alle artikler vil desuden blive bragt her på Videnskabsklubbens hjemmeside under UIN’s egen side.

Er du interesseret i at blive en del af UIN, kan du skrive til frivilligansvarlig Clara Nürnberg på uin.hyfen@gmail.com. Beskriv kort din egen baggrund og motivation for at ville bidrage til UIN.