Agnes blev overrasket over, hvor meget miniforskerne gik op i hendes liv

Agnes var “meganervøs”, første gang hun skulle møde miniforskerne i Videnskabsklubben – men fandt hurtigt ud af, at det var ubegrundet. Det kom særligt bag på hende, hvor meget børnene så op til hende og de andre mentorer.

Beskriv din erfaring med at være mentor i Videnskabsklubben.
– Jeg startede som seniormentor ude på min skole, Stenhus Gymnasium, hvor jeg underviste i biodiversitet. Her oplevede jeg for første gang, hvordan det var at være mentor og skulle stå med ansvaret for undervisning, hvor man samtidig skulle være i øjenhøjde, lege og have en god oplevelse sammen med miniforskerne.

Senere blev jeg mentor på familieklubberne i primatologi og mikrobiologi. I familieklubberne er forældrene også med, så her skulle man også fange deres opmærksomhed, men det er ikke et minus, da forældrene kan være mindst lige så interesserede og engageret som børnene.

Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor?
– Da vores lærer skrev ud til klasserne på min skole, synes jeg, at det lød ret spændende, og så begyndte jeg at læse lidt mere om Videnskabsklubben på nettet og blev kun mere opslugt.

Da jeg mødte de tre andre mentorer, og Videnskabsklubben rigtigt gik i gang, havde jeg den fedeste følelse indeni, fordi jeg syntes, at det var så hyggeligt og sjovt at komme hver onsdag og undervise sammen med mine tre nye venner – og have det sjovt med miniforskerne, som var virkelig engagerede.

Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at være mentor i Videnskabsklubben?
– Man bliver klædt virkelig godt på af Videnskabsklubben til at agere som mentor og undervise i de aktiviteter og forsøg, som er designet til klubberne. Jeg har ikke oplevet et eneste tidspunkt, hvor jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, eller hvornår jeg skulle gøre det.

Når man underviser og oplever, at miniforskerne lærer og virkelig engagerer sig i det, man laver, kan man ikke blive andet end glad. Jeg bliver i hvert fald virkelig glad, hver gang jeg er ude at undervise, fordi Videnskabsklubben skaber et fælles rum, hvor unge underviser børn, og børn også underviser unge.  

Hvad har været det bedste ved at være mentor?
– Det bedste for mig ved at være mentor er, at man som mentor knytter bånd med mange, både med sine med-mentorer, som man indgår et unikt samarbejde med, men også med miniforskerne og deres forældre. Hvert bånd er forskelligt og betyder noget helt særligt.

Som mentor får man lov at dele sin viden med andre, der er lige så nørdede og interesserede i et videnskabeligt emne. At få lov til at undervise en flok miniforskere, der sidder på kanten af sædet for at stille alverdens spørgsmål, som man ikke kan svare på, er kun en gave fyldt med ny viden. 

 Hvordan har det været at møde og undervise miniforskerne?
– Jeg var MEGA nervøs første gang, jeg skulle møde miniforskerne, men de var lige så nervøse, for der var ikke så mange af dem, der kendte hinanden, men efter at vi havde fået navneskilte og introducerede os, blev det rigtig hyggeligt.

Alle miniforskerne virkede vildt optagede af de ting, vi skulle lave, og så snart vi havde pause (med snacks!) blev der tid til at stille alle de mange spørgsmål om os mentorer og vores liv. Jeg blev faktisk ret overrasket over, hvor meget de gik op i vores liv. Det viser, hvor meget miniforskerne egentlig ser op til os, der står og underviser. Jeg tror, det gør en stor forskel, at det er nogle unge, der står og underviser fremfor “voksne”.

Miniforskerne har selvfølgelig tusindvis af spørgsmål, og de stopper aldrig med at stille dem. Eller sådan kan det i hvert fald godt virke. Selvom man ikke kan svare på dem alle sammen, kan man altid undersøge dem sammen, og det har i hvert fald givet en hel del viden til både dem og mig.

Ved du, hvad du vil læse efter gymnasiet?
– Da jeg var lille, var jeg 100% sikker på, at jeg skulle være arkæolog eller historiker, senere ville jeg være politibetjent, men nu aner jeg ikke, hvad jeg vil.

Jeg har tænkt mange ting igennem og kunne se mig selv studere flere forskellige ting som for eksempel matematik, fysioterapeut eller indiske studier, men jeg er aldrig sikker.

Det tror jeg på er helt okay, og det er ikke noget, jeg tænker for meget over. Jeg tror på, at det hele nok skal gå, og der er en vej, som er rigtig for mig et sted. 

Hvornår/hvordan opstod din egen interesse for naturvidenskab?
– Min interesse for naturvidenskab startede nok, da jeg var helt lille og sad og så Lille Nørd (børneprogram på DR) med mine søskende. Vi sov også i telt og under åben himmel på terrassen om sommeren, hvor vi kunne ligge og kigge op på stjerner. Jeg så selvfølgelig meget op til mine søskende og interesserede mig altid for, hvad de lavede.

De synes nok, at jeg var en irriterende lillesøster, men jeg kan huske, de tit læste højt for mig fra deres lektier. De ville gerne læse højt fra bøgerne, og det var på det tidspunkt, jeg rigtig begyndt at interessere mig for videnskabsdelen af naturen.

Hvad synes du selv er det sjoveste ved naturvidenskab?
– At man altid kan finde ud af mere. Der er altid flere dyr, planter, familier og arter.

Naturvidenskab er lidt ligesom en uløselig ligning, for selvom man allerede har mange metoder, formler og viden, som man kan bruge på naturen, er der altid dele af den, som er uberørt, uudforsket og uopdaget. 

Hvis du skulle fortælle andre, hvorfor naturvidenskab er fedt, hvad ville du så sige?
– Naturvidenskab er et frirum, en hobby, et sted, hvor man kan være kreativ uden at skulle kunne tegne. Naturvidenskaben åbner så mange døre af oplevelser og viden, som bare ligger og venter.

Naturvidenskab er noget, der er forudsigeligt – og så alligevel ikke. Man kan altid blive overrasket. 

Hvad vil du fortælle andre, som er nysgerrige på naturvidenskab, men ikke helt tror på, at de kan finde ud af det?
– Naturvidenskaben behøver ikke kun være bøger og lange foredrag. Det er også noget, hvor man kan lave en masse forsøg og aktiviteter, der giver mindst lige så meget viden.

Alle kan altså være med til at undersøge og lære om naturvidenskab, det handler bare om at have det sjovt, mens man gør det.