At være juniormentor er en ’once in a lifetime experience’

Alexandra og Sarah har begge været juniormentorer i Videnskabsklubben. Alexandra kalder det en ‘once in a lifetime experience’, og Sarah fandt ud af, at rollen som juniormentor gav hende meget mere end ’noget’ på CV’et.

Sarah Carugati havde en drøm om at starte på alment gymnasium på Sorø Akademi efter 9. klasse, og hun vidste, at det ville ’se godt ud’, hvis hun havde lavet noget frivilligt arbejde forinden.

Derfor tog det hende ikke mange øjeblikke at beslutte sig for at melde sig som juniormentor i Videnskabsklubben, da hendes skole, Interskolen i Viby, slog muligheden op på intranettet lige efter sommerferien.

– Til at starte med meldte jeg mig egentlig bare, fordi jeg tænkte, at det ville se godt ud på CV’et. Jeg kan godt lide at være sammen med mennesker, og jeg kan godt lide naturvidenskab, og så virkede det som en god mulighed, siger Sarah.

Men da Videnskabsklubben startede, viste det sig hurtigt, at der var meget mere at komme efter for Sarah, som på daværende tidspunkt netop var fyldt 15 år.

– Jo længere tid, jeg var der, jo mere udviklede det sig og viste sig at være virkelig fedt. Det var fedt at prøve at være i lærerens sted, og det var fedt først at lære nogle ting selv og så skulle give den information videre til nogle børn, som også syntes, at det var spændende.

Hvad laver en juniormentor?
Før vi fortsætter Sarahs fortælling, skal vi lige først have styr på, hvad det egentlig går ud på at være juniormentor i Videnskabsklubben.
Som juniormentor skal man sammen med 3-4 seniormentorer, som er gymnasieelever, der også har meldt sig frivilligt i Videnskabsklubben, undervise en gruppe børn – miniforskere – i naturvidenskab en eftermiddag om ugen igennem 7 uger.

​Der findes 6 forskellige forløb, og mens børnene kun kan melde sig til det forløb, der passer til deres alder og klassetrin, kan du som juniormentor frit vælge, hvilket naturfagligt emne du har lyst til at deltage i: primatologi, mikrobiologi, biodiversitet, materialefysik eller matematik og datalogi.

Men før du når at tænke, at du ikke er ekspert i hverken primatologi eller biodiversitet: Det er slet ikke nødvendigt. Hvis du bare er nysgerrig på naturvidenskab, er det rigeligt for at blive juniormentor.

Du kan læse mere om de 4 forløb i faktaboksen til højre.

​Biodiversitet med jord under neglene
Igennem 7 uger i efteråret hjalp Sarah og hendes veninde Esther en gruppe gymnasieelever fra Marselisborg Gymnasium med at undervise 12 børn i biodiversitet.

​Børnene bliver kaldt miniforskere, når de er i Videnskabsklub, fordi de lærer at gå videnskabeligt til værks. Det gør de for eksempel ved at opstille og afprøve hypoteser, ligesom rigtige forskere. Men Sarah fandt hurtigt ud af, at hun også selv lærte en masse ved at være med i Videnskabsklubben.

– Vi har ikke et forløb i skolen, der går særlig meget i dybden med biodiversitet, så det var i sig selv rigtig spændende at få lov til at dykke ned i. Men derudover er det også bare nogle rigtig fede måder, man lærer det på, forklarer Sarah.

– Det er meget mere aktivt og praktisk end i skolen, og man får lov til at være med til at spille spil og komme med ud i skoven og lede efter insekter. Det er fedt for miniforskerne, at de ikke bare skal sidde på en stol og lytte efter, men det var også rigtig fedt for os at få lov til at være med til det hele, fortsætter hun.

Leddet mellem miniforskere og gymnasielever
Hver gang miniforskere og mentorer mødes i Videnskabsklubben, starter de med at gennemgå en smule teori, som slår tonen an for resten af dagen. Hvis dagen for eksempel skal handle om at undersøge aber og menneskeabers stamtræer, lærer de først, hvad et stamtræ er for en størrelse.

Det er seniormentorerne, altså gymnasieeleverne, som har det overordnede ansvar for undervisningen, og det vil sige, at det som udgangspunkt er dem, der fremlægger dagens PowerPoints med teori.​

Hvis man som juniormentor drømmer om selv at få lov til at undervise, er det dog også en mulighed, fortæller Sarah.

– Gymnasieeleverne spurgte, om vi havde lyst til at komme op og snakke foran de andre, men de pressede os ikke til det, siger hun.

Sarah følte ikke selv for at komme op at præsentere, men til gengæld hjalp hun med at gå rundt blandt miniforskerne og besvare de spørgsmål, der måtte opstå undervejs.

– ​Det fungerede godt, fordi det var mindre grænseoverskridende for dem, end hvis de skulle række hånden op og spørge foran alle, forklarer Sarah.

‘Nåå, det er sådan, det hænger sammen!’
Sarah og hendes veninde Esther tilbød også at hente snacks til pausen i den lokale Lidl – et af miniforskernes yndlings-elementer i Videnskabsklubben – og de hjalp børnene med at udføre de øvelser, som de skulle lave, når teorien var blevet fremlagt.

​Det kunne for eksempel være at opstille fælder til at fange smådyr på skolens udeareal og efterfølgende hjælpe miniforskerne med at undersøge, hvor mange forskellige arter de havde indfanget.

– Det var rigtig sjovt at prøve at svare på deres spørgsmål og bagefter høre dem sige: ’Nåå, det er sådan, det hænger sammen!’, fortæller Sarah.

Sarah satte også stor pris på at have en veninde at læne sig op ad som juniormentor. Hun vil anbefale andre, der overvejer at melde sig, at tage en ven eller veninde med.

– Det var rigtig hyggeligt at gøre det sammen. Det bliver lidt mindre intimiderende, fordi du lige har en, du kender og kan læne dig op ad. Jeg tror, at jeg ville have klaret mig fint alligevel, men måske ville det ikke have været helt lige så behageligt i starten, siger hun.

En varm anbefaling til (næsten) alle
Sarah er slet ikke i tvivl om, at hun vil anbefale alle, der går i 8. eller 9. klasse efter sommerferien, at melde sig som juniormentor i Videnskabsklubben. Eller – næsten alle, i hvert fald.

– Hvis du ikke kan lide børn eller slet ikke interesserer dig for videnskab, så er det nok ikke så sjovt at være med. Det går heller ikke, at du har et kæmpe temperament og ikke kan socialisere med folk, der er både ældre og yngre end dig selv, konstaterer Sarah.

Man behøver dog hverken at være en ’Kloge Åge’ eller ’sådan en, der går med tykke briller og seler’ for at være med i Videnskabsklubben, siger hun.

– Esther og jeg kan godt lide videnskab, men det er ikke sådan, at jeg for eksempel ved, at jeg skal være læge eller marinebiolog. Du skal selvfølgelig kunne forstå tingene, men du kan sagtens være med uden at være nørd, og selvom du er helt normal.

Gymnasieelever er slet ikke så uhyggelige
Det vigtigste for at blive juniormentor er faktisk bare, at du har lyst til at være sammen med andre mennesker – både ældre og yngre – og at du synes, at det er sjovt at give viden videre til andre, lyder det fra Sarah.

Til gengæld får du selv en masse fede oplevelser, læring og udvikling med dig hjem.

– Jeg er for eksempel blevet meget mere afslappet ved at være på gymnasier og sammen med gymnasieelever, som ellers godt kan være lidt uhyggelige, fordi de er større end en selv. Men de var bare så søde, og slet ikke nogen man skulle være bange for, siger Sarah.

– Alle dem, der melder sig til Videnskabsklubben, er der jo, fordi de gerne vil være der – ikke fordi nogen har sagt til dem, at de skulle. Det gælder også miniforskerne. Det, synes jeg virkelig, er fedt. Jeg kan kun anbefale andre at prøve det af, slutter hun.​