Camilla blev bekræftet i, at hun vil være folkeskolelærer

Camilla synes, at det var vildt fedt at arbejde med børn og deres nysgerrighed gennem sin oplevelse som mentor i Videnskabsklubben. Hun ser forløbet som “en unik mulighed for at lære mere om børn og deres måder at lære på”.

Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor?

Jeg meldte mig som mentor for første gang i 2.g, da jeg synes, at det var vildt fedt at arbejde med børn og deres nysgerrighed. Og så kunne jeg kombinere det med naturvidenskab, som min linje på gymnasiet også er, og det gav mig bare endnu mere blod på tanden.

Hvad har været det bedste ved at være mentor?

Jeg synes, at det bedste ved at være mentor har været at opleve miniforskernes engagement og sammenhold, til trods for at mange af dem ikke kendte hinanden på forhånd. Og samtidig få muligheden for at lære at formidle stof, som er ukendt for andre.

Du har sagt, at du har et ønske om at blive skolelærer. Kan du uddybe nærmere, hvordan dine oplevelser i Videnskabsklubben har påvirket dette ønske?

Et af mine ønsker for fremtiden de sidste par år har været at blive folkeskolelærer. Jeg har dog ikke helt kunnet finde ud af, om det var den rette vej for mig.

Efter min deltagelse som mentor i Videnskabsklubben og efter at have oplevet børnenes glæde ved læring, når man tilpasser tempoet og anvender innovative metoder til at formidle viden, har jeg indset, at man kan opnå store resultater. Det har bekræftet min beslutning og mit ønske om at inspirere børn og vække deres lyst til at lære.

Hvad har været den største udfordring ved at være mentor i Videnskabsklubben, og hvordan har du håndteret den?

Jeg synes, den største udfordring i Videnskabsklubben var tiden.

Tiden fløj afsted, og mange af dagene kunne vi sagtens have brugt dobbelt så lang tid på hver ting, da både vi mentorer, men især også miniforskerne, var så interesserede, at vi ofte glemte alt om tiden.

Kan du give et eksempel på en særlig mindeværdig oplevelse eller et interessant forsøg, du har udført med miniforskerne?

En særlig mindeværdig oplevelse fra det at være mentor må nok være, da jeg havde biodiversitetsholdet, hvor vi satte fælder op udenfor for at se på insekterne gangen efter.

Dette var noget helt særligt, da både miniforskerne, men også vi mentorer blev overrasket over nogle af vores fund, blandt andet dyr vi aldrig selv havde set før.

Hvordan har din rolle som mentor påvirket din personlige udvikling?

Jeg har rykket mig rigtig meget personligt, i forhold til at skulle stå foran andre og snakke og også være den, der havde styr på tingene.

Dette har blandt andet gavnet mig til eksamener, hvor jeg nu virker mere selvsikker i mine svar.

Er der et bestemt øjeblik, hvor du følte, at du virkelig gjorde en forskel som mentor?

Jeg følte virkelig, at jeg havde gjort en forskel som mentor, da vi uddelte diplomer til alle miniforskerne, og vi derefter skulle sige farvel.

Den måde, de bare kom hen og krammede en farvel på, og sagde, at de ville ønske, at det var hele året, gjorde, at jeg som mentor følte, at vi havde gjort en forskel.

Hvilke råd vil du give til kommende mentorer baseret på din egen oplevelse?

Hvis jeg skulle give nogle råd videre til kommende mentorer, ville jeg sige, at man bare skal slappe af i det og ikke være nervøs. Og også huske at sætte tid af til at hygge og snakke med børnene, for eksempel ved at sætte sig ned og snakke med dem i pauserne eller finde på en sjov leg.

Det gavner virkelig forholdet, både mellem mentorer og miniforskere, men også mellem miniforskerne indbyrdes.