Kamilla og Pernille har begge været mentorer i Videnskabsklubben i flere år. I videoen her fortæller de om nogle af de sjoveste forsøg, de har prøvet at lave sammen med miniforskerne fra de mindre klasser.
Man skal være klar på lidt af hvert, hvis man melder sig som mentor i Videnskabsklubben – men det er det hele værd, mener Pernille (tv.) og Kamilla. (Video: Charlotte Price Persson)
Det hele startede for snart 3 år siden, da Kamillas far første gang fortalte hende, at der fandtes en klub, hvor man kunne undervise mindre elever i naturvidenskab. Allerede dengang var hun selv pjattet med naturvidenskab, og hun vidste med det samme, at det var noget for hende.
I efteråret samme år prøvede hun for første gang at være juniormentor, og snart efter havde hun fortalt så mange sjove ting fra sine klubeftermiddage, at hendes klassekammerat og veninde Pernille blev overbevist om, at hun også måtte melde sig.
Kamilla og Pernille har nu været med i Videnskabsklubben i henholdsvis 2 og 3 år.
“Du lærer rigtig mange ting ved at være mentor, selvfølgelig inden for natur-videnskab, men også i forhold til at undervise og formidle og organisere et forløb. Du bliver dygtig på mange punkter, selv hvis du ikke har tænkt dig at have noget med naturvidenskab at gøre i fremtiden,” siger Pernille Thinggaard, som sammen med Kamilla Tind går i 9. klasse på Trongaardsskolen i Lyngby.
“Og så er det bare rigtig fedt,” tilføjer Kamilla.
I videoen øverst på siden fortæller Pernille og Kamilla om eksempler på nogle af de sjoveste (og lidt klamme) forsøg, man laver i Videnskabsklubben.
Portrætserie: Mød en mentor
Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.
I denne portrætserie møder du en række af de rollemodeller og mentorer, der er med til at skabe Videnskabsklubben. Hvorfor meldte de sig som frivillige i Videnskabsklubben, hvordan har deres oplevelse med at undervise miniforskerne været, og hvor kommer interessen for naturvidenskab mon fra?
Læs flere portrætter
Emma drømmer om at blive kirurg hos Læger uden Grænser
Emma synes, at naturvidenskab er fedt, fordi der er så meget, som vi endnu ikke ved, og som kan undersøges ved hjælp af sjove metoder og en masse spørgsmål.
9-årige Valdemar: Hvad består Jordens ældste mineral af?
Valdemar ved allerede, hvordan verdens ældste mineral ser ud – men han er nysgerrig på, hvad det består af. Svaret får han her.
Som barn kiggede Amanda på ting fra baghaven under lup
Da Amanda var yngre, gik hun på jagt efter spændende ting i baghaven, som hun kunne kigge på under sit forstørrelsesglas, og hun elsker stadig at stille sine forældre spændende spørgsmål om naturvidenskab.