Gymnasievennerne Emilie og Filippa har for andet år i træk meldt sig til at være mentorer sammen i Videnskabsklubben. De er enige om, at den fælles oplevelse giver deres venskab ”en ekstra dimension”.
Filippa (tv.) og Emilie (th.) mødte hinanden i 1.g, hvor de gik på samme grundforløb. Allerede efter første uge troede folk, at de havde kendt hinanden hele livet. (Privatfoto)
Vennerne Emilie og Filippa går på bioteknologi-linjen på Ordrup Gymnasium sammen, de laver lektier og har online-undervisning sammen, de var i corona-isolation sammen, de færdiggør hinandens sætninger – og så har de netop meldt sig til at være mentorer i Videnskabsklubben sammen for andet år i træk.
– Videnskabsklubben er blevet vores ting, noget vi oplever sammen, og det har givet os en masse sjovt at snakke om, fortæller Emilie, som underviste i primatologi i efteråret 2020 sammen med Filippa. I år skal de to undervise i Videnskabsklubbens nyeste forløb om matematik og datalogi.
LÆS OGSÅ: Miniforskere redder Jorden med geometri og algoritmer
Noget af det bedste ved Emilie og Filippas venskab er, at de finder på så mange sjove og skøre ting sammen, og det er Videnskabsklubben egentlig bare ét godt eksempel på, fortæller Filippa.
– Når man har en ven og laver nogle aktiviteter sammen, synes jeg, at det udbygger ens venskab. Det giver ligesom det venskab en ekstra dimension, siger hun.
Tidligere mentorer overtalte vennerne
Første gang, Emilie og Filippa hørte om Videnskabsklubben, var, da en gruppe tidligere mentorer kom ind i deres klasse og holdt oplæg om deres egen oplevelse med at undervise børn i videnskab.
De tidligere mentorer fortalte, hvordan man som gymnasieelev får rollen som ’seniormentor’ og får ansvar for at forberede og planlægge undervisningen til en gruppe børn, som er nysgerrige på naturvidenskab, og som har meldt sig frivilligt til at gå til forløbet i deres fritid.
Seniormentorerne er en afgørende faktor for, at børnene får en sjov oplevelse og et mindeværdigt møde med naturvidenskaben – et møde, som kan være med til at præge dem resten af livet. Og så får man som seniormentor også lov til at lege og have det sjovt med børnene, mens man udfører forsøg, eksperimenter og laver sjove aktiviteter sammen.
– Vi sad og lyttede til deres oplæg i hver vores ende af lokalet, fordi vores lærer havde skilt os ad, da vi snakkede for meget, og så mødtes vores øjne bare på tværs af rummet med sådan et ”Dét skal vi!”-blik, fortæller Emilie.
LÆS OGSÅ: Naturvidenskaben giver Gustav flest “aha-oplevelser”
Filippa finder på, Emilie eksekverer
Emilie og Filippa elsker begge at kaste sig ud i skøre ting og helst med hinanden. Men hvor Filippa oftest er idekvinden bag, er det næsten altid Emilie, der sørger for at føre ideerne ud i livet. De har spist stærke chilier sammen, lavet sightseeing i lokalområdet sammen på Emilies ladcykel og kreeret deres egne 1:1 objekter fra Minecraft-universet, som de begge dyrker.
– Emilie er meget igangsætteragtig, og hvis der er noget, jeg godt kunne tænke mig, så siger hun: ”Det gør vi bare!” Hun er der virkelig for mig og prioriterer mig over andre, siger Filippa.
Emilie supplerer:
– Vi har de samme interesser, som gør, at vi har mulighed for at lave nogle sjove ting sammen, som skaber glæde i mit liv. Vi støtter hinanden, vi stoler på hinanden, og vi er der for hinanden. Filippa er en virkelig god ven.
LÆS OGSÅ: Læringsforsker: Derfor rammer Videnskabsklubben helt rigtigt
Emilie og Filippa går i 3.g på Ordrup Gymnasium, og i foråret 2021 var de med i YouTube-projektet WTF Science Club, som du kan se et uddrag af her. Se hele afsnittet her.
Fedt at have en ven at støtte sig op ad
Emilie og Filippa har efter eget udsagn en ”skør” kemi, som gør, at folk ofte tror, at de har kendt hinanden hele livet – selv da de kun havde kendt hinanden i en uge i 1.g. Og så er de begge meget udadvendte, hvilket var en stor fordel i mødet med børnene i Videnskabsklubben, fortæller Filippa.
– Emilie er åben og kan let snakke med andre, også helt fremmede mennesker, og sådan har jeg det også selv. Jeg synes, at vi inspirerer hinanden på den måde. Hun var virkelig god til at tale med miniforskerne i Videnskabsklubben og få dem til at åbne op.
De er begge enige om, at oplevelsen med at prøve at være mentorer, undervisere og rollemodeller sammen har været med til at styrke deres venskab, og at det var en klar fordel for dem at have hinanden undervejs i forløbet.
– Det at være sammen om det gjorde, at vi kunne forberede os sammen og hygge os med det undervejs, men det gav også en større sikkerhed, fordi vi kunne støtte os op ad hinanden, når børnene for eksempel lige blev lidt urolige, siger Emilie og fortsætter:
– Der kan det være virkelig rart, at der er én, man kender i forvejen. Det har været så sjovt og virkelig hyggeligt, og så har det styrket vores venskab, fordi vi har været mere sammen, fået mere tilfælles og fundet en fælles glæde og interesse.
Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben er åben frem til 6. juni 2021.
Vil du også være seniormentor?
Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner igen 1. april 2024. Læs mere her.
Portrætserie: Mød en mentor
Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.
I denne portrætserie møder du en række af de rollemodeller og mentorer, der er med til at skabe Videnskabsklubben. Hvorfor meldte de sig som frivillige i Videnskabsklubben, hvordan har deres oplevelse med at undervise miniforskerne været, og hvor kommer interessen for naturvidenskab mon fra?
Læs flere portrætter
Camilla blev bekræftet i, at hun vil være folkeskolelærer
Camilla synes, at det var vildt fedt at arbejde med børn og deres nysgerrighed i Videnskabsklubben. Hun ser forløbet som “en unik mulighed for at lære mere om børns måder at lære på”.
12-årige Villy: Hvorfor har man yndlingsfag?
Villy på 12 år undrer sig over, hvorfor man bedre kan lide nogle fag i skolen end andre.
Emma fra 4. klasse: Hvorfor kan jeg spille efter gehør?
Nogle mennesker kan høre, præcist hvilke toner en sirene fra en ambulance frembringer, mens andre bare hører ‘baa-buu-baa-buu’. Hvorfor?