Miniforsker Marie vil gerne vide, hvordan dyrene i de zoologiske haver egentlig har det og har derfor sendt sit spørgsmål ind til Spørg Videnskaben hos Videnskab.dk.

Marie miniforsker Spørg Videnskaben

Marie er miniforsker i Videnskabsklubben, og i denne artikel får hun svar på, om det er dyrplageri at holde aber i zoo og fugle i bur. (Screendump fra video)

Måske er du også en af dem, der glæder dig over en tur i Zoologisk Have sammen med din familie for at se de mange dyr.

Men hvordan har dyrene det egentlig i de danske zoologiske haver? Og er det dyrplageri at have aber i Zoo og fugle i bur?

Det vil 9-årige Marie, der er miniforsker i Videnskabsklubben, gerne vide. Derfor har hun sendt sit spørgsmål ind til ‘Spørg Videnskaben’ hos onlinemediet Videnskab.dk for at få svar på sit spørgsmål fra en vaskeægte forsker, nemlig Peter Sandøe. Han er professor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, og han kan gøre os klogere på, hvordan dyrene har det i de zoologiske haver.

Videnskabsklubben har fået lov at bringe artiklen med svaret på Maries spørgsmål i en kort version her på hjemmesiden. Du kan læse artiklen i sin fulde længde her.

LÆS OGSÅ: 12-årige Asta Marie: Hvor præcist kan man forudsige vulkanudbrud?

Zoologiske haver overtræder ikke lovgivningen
Det korte svar på Maries spørgsmål er ‘nej’.

Det er ikke dyrplageri at have aber i Zoo og at have fugle i bur. For det er vigtigt at slå fast, at ordet ‘dyrplageri’ anvendes om at påføre dyr lidelser i en grad, så det strider med dyrevelfærdsloven, fortæller Peter Sandøe.

Det betyder altså, at hvis det var dyrplageri at have aber i Zoo og fugle i bur, ville det være ulovligt, og det er det jo ikke. Det er heller ikke ulovligt at have en undulat i et bur hjemme på dit værelse.

»Dyrplageri er et ord, man bruger, når man behandler dyr på en måde, der ikke overholder lovgivningen i Danmark. Der er ikke nogen zoologiske haver, der laver dyrplageri, for så ville de blive lukket,« siger Peter Sandøe.

LÆS OGSÅ: 12-årige Alberte: Hvad sker der, hvis bierne forsvinder?

Dyr skal beskyttes mod smerte og angst
I dyrevelfærdsloven står der blandt andet, at dyr ‘skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse og angst’.

Men det er stadig et rigtig godt spørgsmål, om dyrene har det godt nok, mener Peter Sandøe.

»Jeg tænker også, når jeg går rundt i Zoo, at nogle dyr ikke har det så godt, mens andre dyr har det helt fantastisk. Jeg kan for eksempel godt være bekymret for isbjørnene. Nogle gange pacer de frem og tilbage, og det er et tegn på, at de er frustrerede,« fortæller forskeren og fortsætter:

»Men i den anden ende af skalaen er der løverne, der ligger i deres indhegning og soler sig. De er dovne dyr. Får de bare foder, sex og et godt familieliv, har de tilsyneladende ikke behov for så meget andet. De har efter alt at dømme fede tider.«

»Så igen: Der er forskelle i behovene hos forskellige dyr og mulighederne, den zoologiske have har for at opfylde deres behov. Nogle har det godt, andre har det mindre godt,« konstaterer Peter Sandøe.

Du kan læse resten af artiklen hos Videnskab.dk.

Stiller dit barn også mange nysgerrige spørgsmål? Har I lyst til at sende nogle af dem ind til Spørg Videnskaben og læse svaret fra en forsker på Videnskab.dk? Så send en mail til os her.

I videoen herunder kan du høre Marie stille sit spørgsmål til Spørg Videnskaben:

Portrætserie: Mød en miniforsker

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de miniforskere, som det hele handler om. Hvad har de fået ud af at være med i Videnskabsklubben? Hvad synes de var sjovest? Hvad har det gjort for deres interesse for naturvidenskab?

Du får portrætterne direkte i indbakken, når du tilmelder dig vores nyhedsbrev.

Læs flere portrætter