Gabriele var seniormentor i primatologi, og hun håber, at hun har været med til at udfolde miniforskernes videnskabelige interesse.

Gabriele går i 3.g på Ordrup Gymnasium. I efteråret 2023 var hun seniormentor i primatologi, og i fremtiden drømmer hun om at læse bioengineering. (Privatfoto)
Beskriv din erfaring med at være mentor i Videnskabsklubben
– Jeg var én af tre seniormentorer, og vi havde 10 miniforskere på vores hold. Vi havde primatologi og skulle fremlægge PowerPoints og lave adskillige forsøg med miniforskerne.
Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor i primatologi?
– Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville være med til at undervise børn, fordi der manglede én, og jeg sagde ja, fordi – hvorfor ikke? Det lød som en ting, jeg skulle opleve og være med til.
Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at være mentor i Videnskabsklubben?
– Jeg syntes, det var en fantastisk oplevelse, fordi jeg var med til at udfolde miniforskernes viden om videnskab og forhåbentlig inspirere dem til at vælge den vej i fremtiden.
Hvad har været det bedste ved at være mentor i primatologi?
– At undervise andre i noget, jeg selv er interesseret i – altså naturvidenskab – og at møde de andre rigtig søde mentorer.
Hvordan har det været at møde og undervise miniforskerne?
– Det var meget fedt at møde børn, der var interesseret i videnskab fra en ung alder. Om de så selv havde valgt det eller blev inspireret af deres søskende, så fulgte de godt med og stillede nogle rigtig gode spørgsmål.
Ved du, hvad du vil læse efter gymnasiet?
– Jeg vil rigtig gerne læse noget inden for bioengineering. Hvis ikke det går (hvilket jeg håber, det gør), så vil jeg gerne være teaterskuespiller i stedet.
Ved du, hvad du vil være, når du er færdiguddannet?
– Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i Novozymes eller noget med opfindelse eller forbedring i medicin.
Hvornår/hvordan opstod din egen interesse for videnskab?
– Jeg har altid haft en interesse for naturvidenskab, men i 9. klasse, da jeg skulle vælge et gymnasium, fandt jeg ud af, hvad bioteknologi var. Derfra bestemte jeg mig for, at jeg bare skulle have den linje.
Hvad synes du selv er det sjoveste ved videnskab?
– Jeg synes hundrede procent, at forsøgene er det sjoveste. Jeg elsker det praktiske og at lære af sine egne fejl, hvis man nu kommer til at lave en fejlkilde. At skrive journaler lyder måske lidt kedeligt, men det er meget hyggeligt at skrive om det forsøg, man har lavet.
Hvis du skulle fortælle andre, hvorfor naturvidenskab er fedt, hvad ville du så sige?
– Det er fedt, fordi der er det praktiske (altså forsøgene), og så er der teori. Forsøgene er noget af det fedeste, fordi du ser en reaktion med dine egne øjne, som du har læst op på. I teoridelen læser du om interessante emner som lipider og lærer om nervesystemet. Læren om, hvad der sker ude i naturen og inde i kroppen, og hvordan man kan lave medicin bedre og den slags.
Hvad vil du fortælle andre, som er nysgerrige på naturvidenskab, men ikke helt tror på, de kan finde ud af det?
– Jeg troede heller ikke, at jeg kunne finde ud af det, fordi folk sagde, at naturvidenskabelige linjer var svære. Det er de også, men de er også rigtig sjove og spændende, og så længe man hører efter, kan man sagtens klare det. Hvis man har en passion for det naturvidenskabelige, skal man bare vælge det.
Vil du også være seniormentor?
Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner igen til foråret 2025. Læs mere her.
Portrætserie: Mød en mentor
Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.
I denne portrætserie møder du en række af de rollemodeller og mentorer, der er med til at skabe Videnskabsklubben. Hvorfor meldte de sig som frivillige i Videnskabsklubben, hvordan har deres oplevelse med at undervise miniforskerne været, og hvor kommer interessen for naturvidenskab mon fra?
Læs flere portrætter
Kan alle blive gode til noget, hvis bare de øver sig nok?
Det er svært at nå helt til tops inden for f.eks. en sportsgren uden de rigtige gener. Dog er støttende forældre, samt motivation og interesse også afgørende.
Mathilde vil gøre en forskel for nysgerrige børn
Mathilde sagde ja til at være mentor, fordi hun gerne ville gøre en forskel for de nysgerrige børn, der manglede ligesindede – ligesom hun selv gjorde engang.
Bastian gik til primatologi og vil forske i rummet, når han bliver voksen
Bastian gik til primatologi i Videnskabsklubben, hvor han fik mulighed for at lave sjove eksperimenter og lære mere om primater sammen med jævnaldrende.