Lin elsker følelsen af at være rollemodel for andre

En dag tegnede Lin Bigom en pingvin til en af miniforskerne i Videnskabsklubben, og han tapede den straks på forsiden af sin notesbog. “Det er en lille ting, som intet har med naturvidenskab at gøre, men det føltes stadig absolut fantastisk at være en sej nok rollemodel, til at han gjorde det,” fortæller Lin i artiklen her.

Beskriv din erfaring med at være mentor i Videnskabsklubben
– Jeg så det som en fantastisk mulighed for at dele min entusiasme omkring naturvidenskaben med miniforskere som var vildt klar på at lære alt mulig spændende om materialefysik. Jeg fik aldrig selv muligheden for at udforske naturvidenskab på nogen opmuntrende måde i folkeskolen, så den mulighed ville jeg rigtig gerne give til miniforskerne.

Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor?
– Jeg opdagede et helt nyt perspektiv på faglig formidling. Som forløbet skred frem, lærte man sine miniforskere at kende, og dermed også hvordan man bedst (og på den fedeste måde) kunne formidle alt det faglige gennem sjove og undersøgende eksperimenter.

Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at være mentor i Videnskabsklubben?
– Det var simpelthen bare vildt fedt at opleve så mange miniforskere blive helt bidt af materialefysik. Det var også en fryd uden lige at få lov til at være den, der skulle inspirere og videreformidle et emne, som jeg også selv brænder for. Alle dage var selvfølgelig ikke fyldt med åbenbaringer fra alles side, men helt generelt var det fantastisk gradvist at se miniforskerne forstå eksperimenterne, og hvorfor naturvidenskaben er så spændende.

Hvad har været det bedste ved at være mentor?
– Det er en helt ubeskrivelig følelse af være forbillede for et ungt nysgerrigt menneske. Jeg husker helt specifikt, da jeg gav én af mine miniforskere en (meget hurtig og ikke så køn) tegning af en pingvin, og han tapede den på ærespladsen (forsiden) af sin notesbog. Det er en lille ting, som intet har med naturvidenskab at gøre, men det føltes stadig absolut fantastisk at være en sej nok rollemodel, til at han gjorde det.

Hvordan har det været at møde og undervise miniforskerne?
– Det er den fedeste følelse i verden at møde miniforskere, som tit har de mest vidunderlige spørgsmål. Når miniforskerne engagerer sig i alle eksperimenterne, så er det også helt vildt spændende at se de forskellige tilgangsmåder. De kommer jo fra forskellige skoler og klasser, så selvom eksperimentet ser ud på én måde, så kommer der rigtig gode og forskellige input fra alle!

Ved du, hvad du vil læse efter gymnasiet?
– Jeg vil gerne læse kemi i USA efter gymnasiet. Det er 100 procent uafklaret hvilken slags kemi. Det kunne både være organisk, fysisk og uorganisk kemi; helt generelt kunne jeg bare godt tænke mig at lære mere om, hvordan de helt små partikler i universet opfører sig.

Ved du, hvad du vil være, når du er færdiguddannet?
– Jeg drømmer om at forske i et eller andet rigtig spændende emne inden for kemi eller kvantekemi. Jeg elsker at undervise og fortælle om det fascinerende ved den videnskab, der lige fanger mig for tiden. Dét at være professor på et megasejt universitet med en rigtig fed forskningsgruppe, virker som det helt perfekte for mig. Det behøver ikke at være banebrydende forskning – det skal bare være spændende.

Hvornår/hvordan opstod din egen interesse for naturvidenskab?
– Jeg fik først øjnene op for naturvidenskaben relativt sent, på første år i gymnasiet. Jeg blev en del af show-kemi-holdet på min skole, hvor vi laver vildt sjov, farverig og eksplosiv kemi. Da jeg med egne øjne så, hvad helt små partikler kan skabe på makroskopisk niveau, så måtte jeg jo bare prøve at forklare, hvordan så små partikler kan skabe så seje reaktioner. Og det er jo dét, naturvidenskaben gør: forklarer.

Hvad synes du selv er det sjoveste ved naturvidenskab?
– Det allersjoveste ved naturvidenskab er, når man selv kan se og teste det. Når videnskaben brager, lugter og ser ganske vidunderlig ud; det er dér, naturvidenskaben kan noget for mig. Tænk, at alle og enhver kan få en væske til at lyse som en lampe, blot ved at kende til den rigtige teori og have de rigtige kemikalier ved hånden. Det er da fantastisk!

Hvis du skulle fortælle andre, hvorfor naturvidenskab er fedt, hvad ville du så sige?
– Jeg er vildt fascineret af naturvidenskabens evne til at forklare alt. Vidste du for eksempel, at man kan forklare en gulerods orange farve ved at beskrive elektronerne i β-karoten (det kemiske farvestof, der findes i gulerødder)? Ifølge beskrivelsen af elektronerne er en gulerod orange, og ja, minsandten: Gulerødder er også orange i virkeligheden!

– Jeg har som regel en uendelig strøm af spørgsmål om, hvorfor noget er på en bestemt måde. Og kommer man langt nok ind i naturvidenskaben, finder man altid alle svarene ved at kigge på helt små ting som elektroner, molekyler, og atomer.

Hvad vil du fortælle andre, som er nysgerrige på naturvidenskab, men ikke helt tror på, de kan finde ud af det?
– Man skal ikke blive skræmt væk af, at man ikke forstår tingene til at starte med – dét er der ikke nogen, der gør, ikke engang Albert Einstein eller Marie Curie.

– Det fantastiske øjeblik er netop, når man pludselig kan se en sammenhæng, som ikke var der før. Den øjenåbner ville man ikke få, hvis man kendte til alle naturvidenskabens hemmeligheder til at starte med. Så dét er bare at komme i gang med at undersøge! Jo mere, du ikke kan finde ud af, jo større potentiale er der for at lære!