Maja er nysgerrig på alle mulige ting, og hun elsker dyr og naturen. I Videnskabsklubben har hun både gået til biodiversitet og kemi, og til efteråret drømmer hun om at starte til arkæologi.
Det bedste ved at gå til videnskab har været at få lov til at lave slim, faldfælder – og at møde en Nobelpristager – fortæller Maja i denne artikel. Se hendes møde med professor Morten Meldal på de næste billeder.
Navn og alder
“Jeg hedder Maja, og jeg er 10 år gammel.”
Hvilken klasse går du i?
“Jeg går i 4. klasse.”
Hvilket forløb har du gået til?
“Jeg har gået til kemi og biodiversitet.”
Hvorfor ville du gerne gå i Videnskabsklubben?
“Jeg fik det anbefalet, og det lød spændende. Det ville jeg bare prøve, så vi tog fra Roskilde (hvor vi bor) til København hver uge, for at jeg kunne gå på et kemihold, der passede ind i mine andre fritidsaktiviteter.”
Hvordan var det at møde de andre miniforskere?
“Det har været rigtig sjovt at møde andre børn med de samme interesser som mig selv og opleve, at alle deltog i forsøgene osv.”
Hvad har været det bedste ved at gå i Videnskabsklubben?
“Det bedste ved kemi var, da vi lavede slim med en magnet, og da vi fik besøg af nobelprismodtager Morten Meldal og spillede Det Periodiske System sammen med ham. Han kunne sagtens finde ud af det!
Og så var det helt klart også en stor oplevelse at være med i Afslutningsshowet 2022 og møde alle de andre voksne, der står bag Videnskabsklubben.
Det bedste ved biodiversitet var, da vi lavede små fælder af kopper med rengøringsmiddel i, som vi gravede ned i jorden. Vi skulle have små dyr til at gå i fælderne, så vi kunne kigge på dem og identificere arterne.”
Hvordan har det været at blive undervist af mentorerne?
“De var supersøde. Det er noget andet at blive undervist af unge, der har forstand på emnet. De forstår os børn (og vores spørgsmål) meget bedre, og de er altid søde og hjælpsomme.”
Hvad kan du lide at lave i din fritid?
“Jeg elsker natur, og jeg er spejder på syvende år. Min familie og jeg besøger altid dyreparker, når vi er på ferie, og vi går tit til foredrag med natureksperter som Vicky Knudsen, Sebastian Klein og Anders Kofoed. Det er smaddersjovt at høre dem fortælle om alle mulige dyrearter.”
Drømmer du om at være noget, når du bliver stor?
“Engang ville jeg gerne være dyrlæge, men jeg tænker ikke så meget over det i øjeblikket. Lige nu er jeg bare nysgerrig på mange forskellige ting – for eksempel går jeg også til klaver og dans. Og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at deltage på Videnskabsklubbens arkæologihold til efteråret.”
Vil du være med i miniforsker-portrætserien?
Kender du en miniforsker, der har haft en god oplevelse i Videnskabsklubben, som de har lyst til at dele?
Send en mail til os her og vær med i portrætserien om Videnskabsklubbens seje miniforskere.
Læs flere portrætter
Emma fra 4. klasse: Hvorfor kan jeg spille efter gehør?
Nogle mennesker kan høre, præcist hvilke toner en sirene fra en ambulance frembringer, mens andre bare hører ‘baa-buu-baa-buu’. Hvorfor?
Mio vil vide noget om alt – i Videnskabsklubben fandt han ligesindede
I 1. klasse var det svært at være Mio. Han følte sig forkert, havde ondt i maven og ville ikke i skole. Men alt det ændrede sig, da han kom med i Videnskabsklubben.
I Videnskabsklubben er det let for Pavan at dele sin interesse med andre
12-årige Pavan er vild med naturvidenskab og har flere gange været med i Videnskabsklubben. Det er “megasjovt” at være sammen med andre, der interesserer sig for videnskab.