Mio vil vide noget om alt – i Videnskabsklubben fandt han ligesindede

”Jeg havde en dårlig periode i 1. klasse. Det er svært at forklare hvorfor, det var mest bare… det hele.”

Ordene kommer fra Mio, som netop er fyldt 9 år og i dag går i 2. klasse på Gasværksvejens skole. Mio er, som hans mor beskriver det ”født med åbne” øjne, og han mener selv, at han nok er lidt mere end almindeligt nysgerrig. Det er klart en underdrivelse:

Alt, hvad der er værd at vide noget om, vil Mio gerne vide. Han læser om fisk, fugle og rovdyr, terper verdensrekorder, lytter til podcasts om Big Bang og går til foredrag om exoplaneter og liv i rummet.

Men i 1. klasse var det alligevel svært at være Mio. Han følte, at han var den eneste med sine interesser, og han følte ikke, at der var nogen, der synes, at han havde noget spændende at byde ind med. Han holdt op med at række hånden op i timerne. Fik ondt i maven og ville ikke i skole.

”Det kørte bare ikke så godt for mig,” fortæller han.

”Jeg kunne se på Mios hud, hvor lykkelig han var”
Problemet var egentlig ikke så meget, at Mio ikke havde nogen at lege med i skolen, snarere at det altid var de andres lege, de legede. Når det var noget, han gerne ville lave, var der ingen, der ville være med, og når han syntes, at noget var spændende, stod han alene med sin fascination.

Mio fortalte sin mor, at han savnede nogen, der tænkte ligesom ham og interesserede sig for de samme ting. Det satte hun sig for at finde til ham – og en dag, da hun lyttede til radioprogrammet “Brinkmanns briks” på P1, dukkede Videnskabsklubben op.

Mio var ikke gammel nok til at være med i Videnskabsklubbens efterårsforløb, der starter fra 4. klasse, så derfor meldte Janne dem i stedet til en familieklub om primatologi. Altså læren om aber, menneskeaber og evolution. Det var et kæmpe hit, fortæller hun:

”Jeg kunne se på Mios hud, hvor lykkelig han var, da vi var der. Det føltes bare helt rigtigt at være der og få stimuleret hjernen på den måde, fordybe sig og udforske. Det var bare en succes. Jeg kunne bare se, at han havde det godt, sådan helt… helt…”

”Langt ind i kroppen,” tilføjer Mio.

”Og det var børnene, der vandt, for vi måtte bruge alle fem fingre, og de voksne måtte kun bruge fire!” udbryder Mio glædestrålende.

Efterfølgende kom Mio og hans mor med i endnu en familieklub, denne gang om mikrober og Jordens mindste liv, hvor de for eksempel studerede flueben under lup. Han kom også med til andre arrangementer for videbegærlige børn, som f.eks. foredrag om tid.

Langsomt begyndte han at få det bedre. Også ovre i skolen.

Rart at vide, at der er ”andre som mig”
Janne vidste godt, at det havde gjort godt for Mio at være med i Videnskabsklubben, men det var først, da de en dag snakkede om en anden dreng, der ikke havde det så godt, at omfanget helt gik op for hende.

”Så sagde han, at han syntes, at de skulle tage i Videnskabsklubben, fordi da han havde været der, havde han fået det meget bedre bagefter,” siger hun og fortsætter:

”Det havde simpelthen været sådan en god oplevelse, at det også gjorde det meget rarere at være ovre i skolen. Og jeg blev bare overrasket over, at det var så… Altså jeg vidste jo godt, at han havde været glad for at være der, men at det havde betydet SÅ meget, det vidste jeg faktisk ikke før da.”

Følelsen af at være forkert forsvandt, da Mio oplevede, at der var andre ”som ham”. Altså andre børn og unge, som synes, at videnskab er spændende, og at det er fedt at gå spadestikket dybere og undersøge noget helt til bunds. For eksempel hvordan et sort hul virker.

”Så vidste jeg, at der også var andre, der interesserede sig for det samme som mig. Det synes jeg bare var rart at vide,” siger Mio.

Næste skridt: Ligesindede på samme alder
I sommerferien skal Mio på sommerlejr med organisationen Gifted Children, som også tilbyder fællesskaber for videbegærlige børn – dog med et mere snævert fokus end Videnskabsklubben, da den kun henvender sig til højtbegavede børn. Det glæder han sig til.

For selvom han har haft gode oplevelser gennem Videnskabsklubben, har han endnu ikke haft mulighed for at stifte deciderede venskaber i løbet af de korte, enkeltstående arrangementer, han har været en del af.

Og så glæder han sig ellers til at blive gammel nok til for alvor at være med i Videnskabsklubben og gå til videnskab hver uge, ligesom han i dag går til springgymnastik og svømning. For når man har glædet sig til noget siden 1. klasse, kan 4. klasse syne rigtig langt ude i fremtiden.

”Det er fedt både at møde nogen på samme alder og nogen, som er lidt ældre, og som synes, at videnskab er fedt. Jeg snakkede engang i over en time med en, der arbejdede på Planetarium. Vi snakkede om stort set alt!” siger Mio.

”Ja, jeg tror, at I var lige begejstrede. Men det kunne også være fedt med nogen på din egen alder. Du var jo også den yngste til familieklubberne,” siger Janne.

”Ja,” siger Mio, ”Jeg har faktisk ikke fundet nogen på min egen alder endnu.”