Da Silke sidste sommer startede på Virum Gymnasium, blev hun genkendt af sine nye klassekammerater. Flere folkeskoler er nemlig begyndt at bruge indhold fra YouTube-serien “WTF Science Club”, som Silke gennem Videnskabsklubben har deltaget i, i undervisningen.

Silke har været mentor i Videnskabsklubben siden 2020, og samme år var hun også med i “WTF Science Club” med youtuber Maria Jarjis. (Foto: Elisabeth Eskildsen)

Da Silke startede i gymnasiet i sommers, var det lidt af en overraskelse, at flere af hendes medstuderende havde set hende på skærmen, allerede inden de mødtes, fordi de havde set “WTF Science Club” i undervisningen i folkeskolen. WTF Science Club er en YouTube-serie, der er lavet i samarbejde mellem Videnskabsklubben, youtuber Maria Jarjis og Dansk Industri, og Silke optrådte i det allerførste afsnit.

– Jeg var en smule sådan: ‘Whaat?’ Okay, der var nogen, der syntes, at det, vi lavede, var brugbart i undervisningen, siger Silke, som til daglig går i 1.g på Virum Gymnasium.

Gennem de seneste tre år har hun undervist børn i 4.-6. klasse som mentor i Videnskabsklubben – først som juniormentor i 8. og 9. klasse og senest i efteråret 2021 som seniormentor da hun startede på gymnasiet. Som et ungt menneske, der “bare generelt elsker at beskæftige sig med naturvidenskab”, var det en fantastisk oplevelse at få lov til at være med til at optage WTF Science Club, fortæller Silke.

– Det var virkelig en fed oplevelse. Jeg følte mig så professionel, og som om jeg var sådan en business-woman, siger hun.

»Det har gjort indtryk på nogle mennesker«
Det var temmelig uventet for Silke, at der var så mange, der havde set “hendes” Youtube-afsnit som en del af deres folkeskoleundervisning.

– Det var enormt sjovt at møde folk, som lige pludselig havde set det, jeg lavede, og at jeg er blevet brugt som skolemateriale. Der var mange, der syntes, at det var virkelig sejt. Så var der også nogle, der syntes, at det var en smule kikset. Hvilket jo også er et meget godt parameter for, hvilke folk man skal være sammen med, siger Silke og griner lidt.

Faktisk opdagede Silke, at én af de tætteste veninder, hun har på gymnasiet i dag, havde set hende på skærmen, allerede inden de mødtes første gang.

Da Silke var med til at optage WTF Science Club i 2020, havde hun ikke forestillet sig, at afsnittet kunne bruges i undervisningen for folkeskoler rundt omkring i landet til at gøre et emne som DNA fedt og spændende for børn og unge.

LÆS OGSÅ: Silkes verden er fuld af spørgsmål, og hver gang hun finder et svar, ser verden lidt anderledes ud

Men efter afsnittet blev sendt på Youtube, oplevede hun pludselig, at hun også blev genkendt på gaden af folk, der havde set serien.

– Jeg var ude at shoppe julegaver i Magasin, og så kommer et barn hen og spørger, om det ikke er mig fra WTF Science Club? Og jeg er helt overrasket – for det første over at han kan genkende mig, for jeg har mundbind på – men for det andet fordi det viser, at det har gjort indtryk på nogle mennesker. Det, synes jeg bare, er ret spændende, siger Silke.

Se Silkes optræden i “WTF Science Club” her:

 

WTF Science Club handler om at lave sjove naturvidenskabelige eksperimenter og undersøge spændende emner, og formålet med serien er at engagere flere piger og kvinder i STEM (Science, technology, engineering & mathematics).

På bare ét døgn fik afsnittet med Silke fik over 10.000 visninger. I dag har det over 24.000 visninger, og kommentarsporet er fyldt med folk, der skriver ting som: ”Min yndlingsserie fra nu af på Youtube, hvornår kommer næste episode ud?” og Sikker på jeg kan bruge denne video i fremtiden.”

I afsnittet med Silke arbejder hun og Maria Jarjis på at trække DNA ud af et hindbær for at undersøge, hvordan det ser ud, når man kommer helt tæt på med et mikroskop. Håber er, at andre måske kan blive nysgerrige og få lyst til at prøve at lave samme eksperiment.

– Jeg tror, at vi gør det meget menneskeligt, siger Silke. Hun synes selv, at det fungerer rigtig godt, at hun i afsnittet bare er en “helt almindelig” 8. klasses elev, der rigtig godt kan lide biologi. På den måde bliver det faglige formidlet i øjenhøjde og på en meget down-to-earth måde, forklarer Silke.

– Og så laver vi et meget håndgribeligt eksperiment, tilføjer hun.

WTF Science Club gør biologi fedt
Det eksperiment, som Silke udfører sammen med Maria Jarjis i “WTF Science Club”-afsnittet, er faktisk ét, som Silkes gamle biologilærer i folkeskolen plejede at lave i sin undervisning. Af samme årsag bliver WTF Science Club-afsnittet også brugt som undervisningsmateriale på Silkes egen folkeskole.

– Min gamle biologilærer bruger stadig afsnittet i sin undervisning. Det er en del af hendes pensum, hver gang de skal spalte DNA. Hun blærer sig lidt, hver gang det kommer op, sådan: ’Det er en af mine gamle elever’. Men det er først efter, jeg stoppede, at hun begyndte at bruge det. Jeg hørte det fra nogle af mine venner, som stadig går på skolen, siger Silke.

LÆS OGSÅ: Nyt forløb på vej: I 2022 kan du gå til kemi i fritiden!

Silke er glad for de resultater, der kom ud af optagelserne. Hun føler, at det kan bidrage til, at unge i folkeskolen kan blive fanget af naturvidenskab og begynde at interessere sig for eksempel for biologi.

– Jeg synes virkelig, at vi formåede at få lavet det fedt. Hvis det nu var mig, der var en biologielev i 8. klasse, så tror jeg også, jeg ville have det nice over at se det, siger hun.

Videnskabsklubben og “WTF Science Club” er med til at formidle naturvidenskab på en sjov, spændende og nysgerrig måde, mener Silke. Det, tror hun på, er afgørende for børn og unges lyst til at beskæftige sig mere med den slags emner.

– Sådan noget med DNA og celler kan godt være enormt tungt. Men jeg synes, at vi har gjort det fedt. Jeg viste det for nogle af børnene fra Videnskabsklubben, da jeg var mentor, og de syntes, det var så fedt og havde lyst til at gå hjem og lave det med deres forældre. At kunne give unge mennesker lysten til biologi og til at gå på opdagelse i verden, det synes jeg er meget stort, slutter hun.

VIL DU OGSÅ VÆRE SENIORMENTOR?​

Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner i foråret 2022. Læs mere om at være seniormentor her.

HVAD ER WTF SCIENCE CLUB?

WTF Science Club er en Youtube-serie, som startede i 2020.

I alt er der udgivet 7 afsnit i serien, der er et samarbejde mellem Videnskabsklubben, youtuber Maria Jarjis og Dansk Industri.

Maria Jarjis har sin egen Youtube-kanal, der hedder ’WTF er det?’, som handler om at undersøge alt fra mystik og gys til historie og videnskab. I skrivende stund har kanalen over 63.000 abonnenter.

Du kan se mere WTF Science Club her.

Læs flere portrætter

Hamza elsker, at naturvidenskab binder alting sammen

Hamza elsker, at naturvidenskab binder alting sammen

Hamza elsker at stille spørgsmål, og han elsker, at han kan finde stort set alle svarene i naturvidenskabens verden. Hans egen interesse for naturfagene opstod i de mindre klasser, hvor han særligt syntes, at det var sjovt at lave forsøg med fysik og kemi og få lov...

Laura bruger naturvidenskab til at forstå verden

Laura bruger naturvidenskab til at forstå verden

Laura elsker, når naturvidenskab bliver omsat til noget, som man kan bruge i relevans til sig selv og sit eget liv, og derfor elsker hun især faget biologi. For den tidligere seniormentor er naturvidenskaben nemlig først og fremmest et værktøj til at forstå sig selv...

Naturvidenskaben giver Gustav flest ’aha-oplevelser’

Naturvidenskaben giver Gustav flest ’aha-oplevelser’

Gustavs syn på det at lære er rent ud sagt forbilledlig: Bliv ved med at være nysgerrig og læg mærke til, hvordan evnen til at lære udvikler sig løbende – så kan du lære alt, du sætter dig for.På Marselisborg Gymnasium i Aarhus går en del af Gustavs tid med...